18/07-14
-
Pressemeddelelse
EU's medlemslande indgår aftale med Google om køb i online-spil - og afventer Apple
EU's medlemslande har på initiativ fra Forbrugerombudsmanden og med hjælp fra EU-Kommissionen netop indgået en aftale med Google om at ændre standardindstillinger i spil, der downloades som apps med mulighed for in-app køb. Det skal forhindre, at børn utilsigtet køber in-app-ydelser uden forældrenes viden. Desuden vil Google i markedsføringen gøre det tydeligt, om der er mulighed for køb involveret i spillet.
De væsentligste ændringer, Google har foretaget, betyder, at køb i online-spil ikke umiddelbart kan foregå uden brug af kode. Køb skal som udgangspunkt ske ved et aktivt tilvalg og ved indtastning af kode. Dog vil det være muligt at fravælge koden. Desuden skal spiludbyderen tydeliggøre, om et spil er gratis, eller om der er mulighed for køb af ydelser.
Der kan læses mere om de nærmere detaljer, herunder også om Apple, i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:
"Jeg finder det meget positivt, at Google har rettet ind og nu ændrer de problematiske standardindstillinger i spillene. Disse ændringer og anvendelsen af en kode ved køb kan medvirke til, at vi fremover ser langt færre sager, hvor børn foretager dyre, utilsigtede køb i spil uden forældrenes viden."
"Det er derimod en skuffelse, at Apple endnu ikke har konkretiseret de nødvendige tiltag for at imødekomme de europæiske lovkrav. Men forhandlingerne med Apple pågår stadig."
"Det er en meget principiel sag. Amerikanske selskaber skal følge gældende lovgivning i EU på linje med andre virksomheder, der sælger varer og ydelser i EU-landene. Der er ingen undtagelser."
Efter at have undersøgt Apples og Googles spilplatforme har myndigheder fra forskellige EU-lande og EU-Kommissionen rejst fire kritikpunkter over for Apple og Google. Google er nu gået med til at ændre følgende:
I spil, der bliver markedsført som gratis, skal det tydeligt fremgå at de funktioner - også kaldet in-apps - som kan købes i spillene, kan koste penge. In-apps kan fx være virtuelle guldmønter, våben og foder.
Spillene må ikke indeholde købsopfordringer rettet mod børn, fx "køb nu - og bliv endnu stærkere" eller "opgradér nu". Det er i modstrid med EU-reglerne om markedsføring rettet mod børn og unge.
Spilplatformenes standardindstillinger ændres, således at det kun med forhåndsaccept bliver muligt at købe en app-ydelse i en tidsbegrænset periode uden brug af kode. De "åbne købsvinduer" har forvoldt problemer med meget store træk på forældrenes kreditkort uden deres viden herom.
Desuden indvilger Google i at gøre det enklere for brugerne at kontakte spiludbyderne, når de vil klage.
Baggrund - Apple-sagerne i Danmark:
Apple har betalt pengene tilbage i hovedparten af de 84 klagesager, som Forbrugerombudsmanden har behandlet. Det drejer sig om et samlet beløb på mere end 400.000 kroner. Derudover har Apples advokat tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at selskabet fremover tager imod klager fra forbrugere, som mener, at Apple skylder dem penge for in-app-køb.
Børnene i de omtalte sager har købt in-apps for op mod 25.000 kroner i spil. De har typisk ikke vidst, at de købte in-app-ydelser for rigtige penge og troede, at de handlede for spillepenge, da der typisk var tale om gratis børnespil. Efterfølgende opdagede forældrene, at der var trukket store beløb fra det betalingskort, som de havde knyttet til iTunes-kontoen. De klagede derfor til Apple, men fik ikke noget svar.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098