09/12-14   -   Pressemeddelelse

Forbrugerombudsmanden stævner Nordea

Nordea har i en konkret sag afvist at anerkende en grundlæggende regel om forbrugerbeskyttelse ved nethandel. For at undgå fremtidig usikkerhed har Forbrugerombudsmanden nu stævnet Nordea.

Nordea afviste at dække en forbrugers tab, da forbrugeren ikke fik leveret de varer, han havde købt på nettet. Dermed brydes der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse med en grundlæggende regel i dansk lovgivning, der skal beskytte forbrugerne og skabe en mere sikker nethandel.

I den konkrete sag har forbrugeren bestilt originale sportssko på nettet. Men i stedet blev der leveret en kopivare. Prisen lå på et niveau, hvor forbrugeren ikke havde nogen grund til at tro, at sælgeren ville sende varemærkeforfalskede sko.

Nordea har ikke bestridt, at forbrugeren handlede i god tro. Men banken har afvist at tilbageføre de penge, som blev trukket på kontoen, fordi skoene ikke lovligt kunne indføres i Danmark.

Forbrugerombudsmanden har indbragt sagen for Sø- og Handelsretten for at få rettens ord for, at banken bærer risikoen og dermed skal tilbageføre pengene, når en sælger på nettet viser sig at være en svindler og i strid med aftalen enten slet ikke sender varen eller sender en varemærkeforfalsket vare, som ikke svarer til den bestilte vare.

Sammen med fortrydelsesretten udgør den såkaldte charge back-regel kernen i beskyttelsen af forbrugerne, når de handler på nettet. Reglerne skaber den tillid for forbrugerne, som er helt afgørende for nethandel. Der er desværre mange useriøse erhvervsdrivende på nettet, og dem skulle charge back-reglerne meget gerne beskytte forbrugerne imod.

Charge back-reglen omfatter naturligvis ikke situationer, hvor forbrugeren har bestilt og får tilsendt kopivarer eller andre varer, som er ulovlige at indføre i Danmark. Det er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

Det er med andre ord ikke berettiget at nægte charge back blot med henvisning til, at varen er blevet stoppet i tolden, når årsagen hertil er, at sælgeren viser sig at være en svindler.

Efter at Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen, har Nordea tilbageført pengene til forbrugerens konto. Banken har herved henvist til, at der i de internationale kortselskabers nugældende regler er et krav herom, men anerkender ikke, at det tillige er en pligt efter dansk lovgivning (betalingstjenesteloven).

Sagen har tidligere været behandlet i Pengeinstitutankenævnet, der gav Nordea medhold med stemmerne 3-2. Forbrugerombudsmanden er ikke enig i kendelsen.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:

"Det er helt afgørende for tilliden til nethandlen, at forbrugere, som i god tro køber en vare på nettet, kan få deres penge tilbage, hvis varen ikke bliver leveret, fordi sælgeren viser sig at være en svindler. Det er den regel, der nu sås tvivl om, og det er meget bekymrende."

"Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Nordea gerne vil tilbageføre pengene til forbrugeren, fordi det står i kortselskabernes regler, men ikke som følge af lovgivningen. Derfor vil jeg nu gerne have, at domstolene tager stilling til spørgsmålet."

"Forbrugerne har krav på den beskyttelse, lovgivningen giver, og skal ikke være afhængige af amerikanske selskabers regler, der jo nemt kan blive ændret."

Baggrund for sagen
Den konkrete sag

I den konkrete sag har en forbruger på en hjemmeside først bestilt tre par sko, som han betalte med sit Visa-/Dankort. Forbrugeren var usikker på, om købet var gået igennem og besluttede sig for at finde skoene på en anden hjemmeside. Her bestilte han yderligere to par sko af samme model, som også blev betalt med forbrugerens Visa-/Dankort. I ingen af tilfældene modtog forbrugeren en ordrebekræftelse, selvom han anmodede herom. Pengene for begge køb blev trukket på forbrugerens konto hos Nordea.

De tre par sko, der blev bestilt først, blev efterfølgende tilbageholdt af SKAT på grund af en formodning om, at varerne var varemærkeforfalskede eller piratkopierede. Rettighedsindehaveren undersøgte skoene og slog fast, at der var tale om piratkopier. Forbrugeren accepterede, at skoene blev destrueret.

Da forbrugeren modtog de to par sko fra det andet køb, kontaktede han selv varemærkeindehaveren, som konstaterede, at også disse sko var forfalskede.

Forbrugeren gjorde herefter indsigelse over for Nordea vedrørende begge køb. Banken afviste tilbageførsel af beløbet, da varen i så fald skulle returneres til sælgeren. Det var imidlertid ikke muligt, fordi skoene var overgivet til varemærkeindehaveren. Herefter indgav forbrugeren klagen til Pengeinstitutankenævnet, der afgjorde sagen til fordel for Nordea (sag 125/2012).

Lovgivningen

Ifølge betalingstjenestelovens § 74 skal banken straks tilbageføre pengene til forbrugerens konto, hvis forbrugeren har betalt med et betalingsinstrument på nettet, og hvis en af følgende situationer opstår:

- hvis der trækkes et højere beløb end aftalt,
- hvis de bestilte vare eller tjenesteydelse ikke leveres, eller
- hvis forbrugeren, før der sker levering, udnytter en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret

Charge back-reglerne giver dermed forbrugerne den sikkerhed, at de kan få pengene tilbage, hvis den vare, de har bestilt, ikke leveres.

Charge back-reglen har til formål at beskytte forbrugerne ved nethandel, således at de ikke risikerer at lide tab, fordi sælgeren trækker penge uden at levere den bestilte vare. Forbrugeren skal som udgangspunkt ikke være dårligere stillet, end hvis der var betalt pr. efterkrav i forbindelse med leveringen.

Der er en undtagelse i bemærkningerne til loven, der lyder således:

"Det er ikke hensigten med reglerne, at de også skal finde anvendelse, hvis den manglende levering skyldes, at varen er blevet stoppet i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i landet. Risikoen herfor påhviler ikke betalers udbyder, men betaleren selv."

Denne undtagelse kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke fortolkes udvidede til også at gælde i de situationer, hvor det er sælgeren, som uden forbrugerens vidende vælger at sende varemærkeforfalske varer. Hvis det var tilfældet, ville beskyttelsen i charge back-reglen blive alvorligt svækket.

Pengeinstitutankenævnet har i en tidligere sag fra 2006 (sag 216/2006) anset en sælgers levering af et forfalsket hukommelseskort - med en mindre hukommelse end det bestilte - for en ikke-levering, der gav ret til charge back. Ifølge forarbejderne til betalingstjenesteloven ønskede Folketinget at opretholde denne tidligere praksis fra ankenævnet.