Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/12-14   -   Pressemeddelelse

Enighed om indsigelsesfristen ved uretmæssige træk på kontoen

Forbrugerombudsmanden er sammen med de relevante interesseorganisationer nået til enighed om, fra hvornår indsigelsesfristen ved uretmæssige træk på kontoen skal regnes. Det styrker beskyttelsen af de forbrugere, som uretmæssigt har fået trukket penge på deres konto.

Forbrugerrådet Tænk, Finansrådet og Finans og Leasing har erklæret sig enige i Forbrugerombudsmandens nye notat om indsigelsesfristen ved uretmæssige træk på kontoen.

Notatet er blevet til på baggrund af en sag fra 2013, hvor GE Money Bank bestred, at en kundes indsigelse var rettidig, idet kunden ifølge banken havde udvist passivitet. Efter dialog med Forbrugerombudsmanden accepterede GE Money Bank per kulance at imødekomme kundens klage over kortmisbruget.

Konklusionerne i notatet er:

at forbrugeren skal klage snarest muligt, efter han eller hun har opdaget uretmæssige træk på kontoen
at indsigelsesfristen først løber, fra forbrugeren har opnået konkret kendskab til uretmæssige træk på kontoen. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt, at forbrugeren har modtaget et kontoudtog
at en klage, der er fremsat inden for 14 dage, efter forbrugeren har fået konkret kendskab til uretmæssige træk på kontoen, opfylder kravet om snarest muligt

at forbrugeren senest 13 måneder, efter pengene uretmæssigt er trukket fra kontoen, skal have klaget til banken
Forbrugerombudsmanden opfordrer desuden branchen til at tænke i nye, praktiske løsninger med henblik på, at forbrugerne får konkret kendskab til eventuelle uretmæssige træk på deres konti.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:

"Det er i alles interesse, at fejl og misbrug af betalingskort bliver opdaget hurtigst muligt. Nu er der klarhed om fortolkningen af indsigelsesfristen. Det styrker beskyttelsen af de forbrugere, som uretmæssigt får trukket penge på deres konto."

"Det har især været uklart, hvornår indsigelsesfristen begyndte at løbe, og hvorvidt forbrugeren kunne miste retten til at gøre indsigelse på grund af passivitet. Det vil således ikke være nok, at forbrugeren har fået tilsendt et kontoudtog. Indsigelsesfristen løber først fra det tidspunkt, forbrugeren har fået konkret kendskab til trækket på kontoen."

Baggrund for notatet
Ifølge betalingstjenestelovens § 63 skal indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner være udbyderen i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion.

En sag mod GE Money Bank fra 2013 viste imidlertid, at der er behov for at få en fælles forståelse i branchen af, hvordan reglerne skal fortolkes.

I sagen var der 43 gange uretmæssigt blevet trukket penge på en kundes konto. Kunden klagede derfor til GE Money Bank, som afviste klagen. Ifølge banken havde kunden udvist passivitet ved ikke at reagere snarest muligt.

Pengeinstitutankenævnet gav kunden medhold og slog desuden fast, at "snarest muligt" gælder, fra kunden faktisk konstaterer, at kortet er misbrugt. GE Money Bank ville ikke følge afgørelsen.

Efter dialog med Forbrugerombudsmanden accepterede GE Money Bank per kulance at tilbageføre pengene til forbrugerens konto. Herudover opfordrede banken til en drøftelse af reglerne. Det nye notat er resultatet af disse drøftelser.

I modsætning til de situationer, som § 63 regulerer, så gælder der ved fjernsalg, fx køb på nettet, en kortere indsigelsesfrist, hvor forbrugeren skal klage snarest muligt efter, at han eller hun er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med de uretmæssige træk på kontoen. De situationer er omfattet af § 74 i betalingstjenesteloven.

Pressekontakt

Cecilie Højgaard Kjeldsen
Fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden
  4171 5057

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater