16/12-14
-
Pressemeddelelse
Taxiselskab politianmeldt for uanmodede sms-beskeder
Taxa 4x35 har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse sendt sms-beskeder med reklame til tusindvis af personer uden deres samtykke. Forbrugerombudsmanden har nu politianmeldt taxiselskabet.
Taxa 4x35 sendte i oktober 2013 sms-beskeder til 27.283 personer, der tidligere - via et andet selskabs app, som Taxa 4x35 samarbejdede med - havde bestilt en taxitur, og hvor taxituren var blevet udført af Taxa 4x35.
I sms'erne oplyste Taxa 4x35, at selskabet ikke længere kørte ture bestilt via taxi-appen, fordi selskabet bag app'en havde afsluttet samarbejdet med Taxa 4x35. Sms-beskeden havde følgende ordlyd:
Serviceinfo: [app-selskabet] har afsluttet samarbejde med TAXA 4x35. Det betyder at TAXA 4x35 ikke kører de ture du bestiller med [app-selskabets]App. Vil du fortsat køre med Københavns største taxiselskab, så download TAXA 4x35 App http://ws.taxa.dk/mobileapp
Forbrugerombudsmanden vurderer, at Taxa 4x35 har overtrådt markedsføringslovens forbud mod uanmodede reklamer ved at sende sms-beskeden til personer uden deres samtykke.
Taxa 4x35 har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at sms'en var ment som en servicemeddelelse til personer, der var i et kundeforhold med Taxa 4x35, da alle modtagerene tidligere kørt med Taxa 4x35 via ture bestilt gennem taxi-appen. Det var Taxa 4x35, som udførte ture bestilt via app'en, da app-selskabet ikke selv havde tilladelse til at udføre turene.
Forbrugerombudsmanden vurderer imidlertid, at sms-beskeden ikke skal anses som en servicemeddelelse - men reklame for Taxa 4x35. Taxa 4x35 var i øvrigt ikke længere i et kundeforhold med modtagerne, da taxiydelsen var leveret.
Sagen blev startet op på baggrund af klager sendt til Forbrugerombudsmandens spam-postkasser, hvortil man kan klage over spam.
Det er nu op til politiet at foretage den videre efterforskning i sagen.
Sådan klager du over uanmodede reklamer
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke sende elektroniske reklamer (fx sms, mms, e-mail eller fax) til forbrugere uden deres samtykke.
Pressekontakt
Karen Søndergaard
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
41 71 51 48