19/12-14
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden lukker sag mod Spiir
Forbrugerombudsmanden afslutter sagen mod onlinetjenesten Spiir, der har bedt sine brugere om at lagre deres personlige bankoplysninger i onlinetjenesten. På det nuværende grundlag er det ikke muligt at vurdere, om det er sket i strid med god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden finder, at det vil være i strid med god markedsføringsskik at bede forbrugere udlevere personlige bankoplysninger, der kan bruges til pengeoverførsler, hvis der er mulighed for misbrug af oplysningerne. Det kan ikke afgøres på det foreliggende grundlag, om der i den konkrete sag er en sådan misbrugsmulighed.
Spiir er en gratis onlinetjeneste, hvor brugerne kan få kategoriseret deres udgifts- og indtægtsposter i en række forbrugskategorier, fx dagligvarer og tøj.
Spiir giver brugerne mulighed for at lagre deres mobilbank-brugernavne og -koder i onlinetjenesten, så tjenesten løbende kan indlæse brugernes betalingsoversigter fra brugernes banker.
I den konkrete sag kan Forbrugerombudsmanden ikke afgøre, om der er mulighed for misbrug. En vurdering af, om en privat virksomhed indhenter, opbevarer og behandler data sikkert, hører under Datatilsynet.
Herudover er Spiir ikke en betalingstjeneste, og selskabet er derfor efter Forbrugerombudsmandens vurdering ikke omfattet af betalingstjenestelovens forbud mod opstilling af forbrugsprofiler.
Kontorchef hos Forbrugerombudsmanden, Benedikte Havskov Hansen, siger:
"Det er vigtigt, at Spiir opbevarer kundernes oplysninger sikkert. I den konkrete sag har det ikke været muligt for os at afgøre, om der er mulighed for misbrug. Såfremt vi konstaterer et misbrug, så vil det være i strid med god markedsføringsskik."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098