05/02-15
-
Pressemeddelelse
Vinforhandler ændrer prisannoncer efter kritik fra Forbrugerombudsmanden
Philipson Wine ApS ændrer ordlyden i annoncer for vin. Det sker efter, at Forbrugerombudsmanden har kritiseret en annonce for at være vildledende og i strid med god markedsføringsskik.
Philipson Wine reklamerede i maj 2014 for et tilbud på vin.
"Vi skærer alle fordyrende led væk og sælger til priser, som er ca. 30 % lavere end andre vinhandlere og supermarkeder," stod der i annoncen.
Imidlertid kunne Philipson Wine ikke dokumentere, at priserne var cirka 30 procent lavere end hos et repræsentativt udsnit af de vinhandlere og supermarkeder, det var rimeligt og relevant at sammenligne med, og som solgte de samme vine.
Forbrugerombudsmanden vurderer derfor, at Philipson Wines markedsføring har været vildledende og i strid med god skik i markedsføringsloven.
Philipson Wine har meddelt Forbrugerombudsmanden, at selskabet med øjeblikkelig virkning har ændret ordlyden i sine annoncer, og at man ved eventuel fremtidig prissammenligning vil sikre sig overholdelse af markedsføringslovens dokumentationskrav.
Konstitueret forbrugerombudsmand Benedikte Havskov Hansen siger:
"Når en virksomhed reklamerer med, at dens priser er lavere end konkurrenternes, skal den på tidspunktet for markedsføringen kunne dokumentere, at det er korrekt eller have vished for, at dokumentationen kan fremlægges inden for en rimelig frist, hvis den efterspørges. Det har Philipson Wine ikke kunnet i den konkrete sag, og der er derfor tale om vildledende markedsføring."
Markedsføringslovens dokumentationskrav
Det følger af markedsføringslovens § 3, stk. 3, at rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres. Dette indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den erhvervsdrivende på markedsføringstidspunktet skal have dokumentation for udsagnene om faktiske forhold i markedsføringen, fx udsagn om priser og besparelser eller have vished for, at dokumentationen kan fremskaffes og fremlægges inden for rimelig tid, hvis den efterspørges.
Markedsføringslovens vildledningsforbud
Ifølge markedsføringslovens § 3, stk.1, må erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098