27/02-15
-
Pressemeddelelse
Naturlig Helse får bøde for at vildlede om slankepiller
Naturlig Helse ApS har vildledt forbrugerne i markedsføringen af abonnementer på slankepillerne "Hybenslank". Det udløser nu en bøde på 35.000 kroner til selskabet.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i juni sidste år Naturlig Helse for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning.
På hjemmesiden hybenslank.dk reklamerede Naturlig Helse for vareprøver på Hybenslank, men selskabet oplyste ikke tydeligt om:
at forbrugerne ved at bestille en vareprøve på "Hybenslank" samtidigt indgik en løbende abonnementsaftale på 800 kroner om måneden
at forbrugerne blev opkrævet 800 kroner for vareprøven, hvis de ikke "fortrød" abonnementsaftalen inden 14 dage
Det stod allernederst i handelsbetingelserne, som forbrugerne skulle klikke sig ind på via et link for at læse.
Ud over vareprøven fik forbrugerne efterfølgende tilsendt endnu en pose med slankepiller samt en regning på 1.600 kroner for vareprøven og en månedspakke med Hybenslank.
Forbrugerombudsmanden har rejst sagen på baggrund af 22 klager fra forbrugere. Flere af forbrugerne blev truet med inkasso, hvis de nægtede at betale regningen.
Naturlig Helse har efter dialog med Forbrugerombudsmanden stoppet inkassoopkrævningerne.
Konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen, siger:
"Det skal klart og tydeligt fremgå, hvis vareprøven eller den gratis gave dækker over et løbende abonnement, der koster penge. I dette tilfælde skjulte Naturlig Helse den oplysning for forbrugerne, og det var vildledende."
"Det er altid en god idé at undersøge, hvad du takker ja til. Og det er ekstra vigtigt, at du læser betingelserne, hvis du bliver tilbudt en vareprøve eller en gratis gave. Det er sagen mod Naturlig Helse et godt eksempel på."
Naturlig Helse har ikke ønsket at oplyse, hvad selskabet har tjent på kampagnen. Bøden på 35.000 kroner er derfor udmålt efter antallet af klager, som Forbrugerombudsmanden har modtaget.
Markedsføringslovens forbud mod vildledning
Ifølge markedsføringslovens § 3 må erhvervsdrivende i deres markedsføring ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer.
Hvis en erhvervsdrivende skjuler væsentlige oplysninger eller præsenterer dem på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller i øvrigt uhensigtsmæssig måde, anses det som en "udeladelse af væsentlig information", hvilket er i strid med markedsføringslovens § 3.
Pressekontakt
Karen Søndergaard
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
4171 5148