20/05-15
-
Pressemeddelelse
Mange virksomheder er i tvivl om spamreglerne
Forbrugerombudsmanden bliver ofte kontaktet af virksomheder, der er i tvivl om, hvornår det er lovligt eller ulovligt at sende mails mv. for at markedsføre sig. Som en hjælp har Forbrugerombudsmanden samlet nogle af de hyppigste spørgsmål og svar på sin hjemmeside.
Hvornår er det ulovligt at sende mails og sms'er til kunder? Hvem må man sende til? Og må man sende mails til tidligere kunder?
Det er blot nogle af de mange spørgsmål om spamreglerne, som Forbrugerombudsmanden ofte får fra virksomheder.
For at hjælpe virksomhederne har Forbrugerombudsmanden nu samlet nogle af de hyppigste spørgsmål-svar på sin hjemmeside. Virksomhederne kan også læse om reglerne i Forbrugerombudsmandens spamvejledning.
Forbrugerombudsmanden har to spampostkasser, der årligt modtager omkring 20.000 klager fra forbrugere.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Vi får rigtig mange henvendelser fra virksomheder, der er i tvivl om, hvad de må og ikke må, når de sender mails mv. for at markedsføre sig. Dem vil vi selvfølgelig gerne hjælpe, så nu har vi samlet de hyppigst stillede spørgsmål-svar. Det vil forhåbentlig give virksomhederne et bedre overblik over reglerne."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098