18/08-15
-
Pressemeddelelse
Renault Danmark betaler bøde på 200.000 kroner
Renault Danmark betaler en bøde på 200.000 kroner for at bruge vildledende prissammenligninger i sin markedsføring af to bilmodeller.
Sagen handler om en kampagne fra maj og juni 2013, hvor Renault Danmark reklamerede med, at forbrugerne kunne få to bilmodeller til nogle særligt fordelagtige kampagnepriser. I kampagneprislisten, der lå på renault.dk, var førpriserne på bilmodellerne streget over, mens kampagnepriserne stod med rødt nedenunder.
I januar 2015 politianmeldte Forbrugerombudsmanden Renault Danmark for at have lavet vildledende prissammenligninger i prislisten, fordi
førpriserne kun havde været gældende i cirka tre uger, inden kampagnen startede den 1. maj. Dermed var kampagnepriserne gældende i længere tid end de førpriser, der blev sammenlignet med,
Renault Danmark den 1. juli forlængede kampagnen frem til den 30. september 2013 og fortsatte med at angive de samme overstregede førpriser som udtryk for det normale prisniveau. På det tidspunkt havde førpriserne ikke været gældende i flere måneder, og kampagneprisen var derfor i virkeligheden normalprisen,
Renault Danmark i sin prisliste fra 1. oktober 2013 fortsat brugte de gamle førpriser fra april 2013 som sammenligningsgrundlag i forhold til sine nye priser. Det fik besparelserne til at se større ud, end de var.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Renault Danmark har i flere måneder reklameret med, at forbrugerne fik bilerne til en særlig kampagnepris, selvom det reelt var den normale pris. Det er vildledende og en klar overtrædelse af markedsføringsloven."
Markedsføringslovens forbud mod vildledning
Ifølge markedsføringslovens § 3 må en erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
Pressekontakt
Mai R. Hansen
Specialkonsulent
41 71 51 87