24/08-15
-
Pressemeddelelse
Virksomheder risikerer at overtræde spamreglerne
Virksomheder, der belønner kunder for at "tippe venner" om virksomheden, risikerer at overtræde markedsføringslovens spamregler. Forbrugerombudsmanden får jævnligt henvendelser fra virksomheder, der vil indføre konceptet.
Mange virksomheder henvender sig til Forbrugerombudsmanden, fordi de er i tvivl om reglerne for "tip en ven"-konceptet, og spørger, om de lovligt kan indføre det på deres hjemmeside.
"Rigtig mange virksomheder vil gerne have en "tip en ven"-funktion på deres hjemmeside, hvor kunder kan sende mails til venner med reklamer for virksomheden eller dens produkter. Det må de som udgangspunkt gerne, så længe kunden bare kan rette eller slette i teksten og i øvrigt ikke får noget for at gøre det," siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
Mange virksomheder vil dog gerne skabe et incitament for kunden til at "tippe venner", fx via præmier eller anden belønning.
Hvis en virksomhed belønner kunder for at tippe venner, vil tippet dog blive anset for at komme fra virksomheden selv, og så er det omfattet af markedsføringslovens forbud mod spam. Medmindre vennen har givet virksomheden et samtykke til at blive tippet, vil funktionen derfor være ulovlig.
"Det helt centrale er, om du belønner dine kunder for at tippe deres venner. Gør du det, skal du sikre dig, at vennerne har givet udtrykkeligt samtykke til at modtage elektronisk reklame fra dig, og at samtykket er indhentet på en lovlig måde. Ellers er det spam," siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.
"Tip en ven" per mail - sådan er reglerne:
Du kan som virksomhed lovligt have en "tip en ven"-funktion på din hjemmeside, hvis personen, der tipper, kan rette eller slette i teksten, før den bliver sendt afsted. Den, der tipper, må ikke præmieres eller på anden måde belønnes for at tippe.
Hvis du som virksomhed belønner, præmierer eller på anden måde skaber et incitament for, at en kunde skal tippe venner, skal du sikre dig, at den, der tippes, dvs. vennen, har givet samtykke til at modtage reklamemails fra dig, og at kunden har indhentet samtykket fra vennen på en lovlig måde. Ellers vil "tip-en-ven"-funktionen være ulovlig.
Et samtykke kan lovligt indhentes ved, at kunden sender et almindeligt brev til vennen, hvor de beder som samtykket fra vennen til at blive tippet, medmindre vennen står på den såkaldte Robinsonlisten, eller vennen har frabedt sig markedsføring over for den virksomhed, som tippet handler om.
Det vil være ulovligt, hvis kunden indhenter samtykke ved at kontakte sine venner pr. mail, telefon eller ved personlig henvendelse på vennens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvor der ikke er almindelig adgang (herunder fx klubber og uddannelsesinstitutioner), hvis det alene sker for at indhente et samtykke.
"Tip en ven" på Facebook - sådan er reglerne:
Du kan som virksomhed lovligt opfordre brugere af din Facebook-side til at like eller dele din markedsføring på Facebook.
Men hvis du som virksomhed præmierer eller på anden måde skaber et særligt incitament for brugeren til at like eller dele din markedsføring på Facebook, vil det være omfattet af markedsføringslovens regler om uanmodede henvendelser ved brug af andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post. Det betyder, at brugerens venner skal have mulighed for at frabede sig, at der kommer opslag med markedsføring af dig i vennens newsfeed. Facebook har en funktion, der gør, at brugere kan frabede sig henvendelser i deres newsfeed om bestemte virksomheder.
Hvis du som virksomhed belønner, præmierer eller skaber et incitament for brugere til at like eller dele din markedsføring på Facebook, er der tale om reklame. Det er derfor dit ansvar at sikre, at det klart fremgår af brugerens like/deling, at det er reklame.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098