01/09-15
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden politianmelder D:E:R
D:E:R har markedsført lån i en reklamefilm uden at give forbrugerne de lovpligtige kreditoplysninger på en tilstrækkelig fremtrædende måde. Det er i strid med markedsføringsloven, og Forbrugerombudsmanden politianmelder selskabet.
D:E:R markedsførte i december 2013 lån på op til 50.000 kroner. Reklamefilmen blev vist på tv-skærme i S-togene.
I reklamen dalede 500-kronesedler ned over skærmen efterfulgt af overskriften "Lån op til 50.000 kroner".
Herefter blev der skiftevis med stor skrift vist en række budskaber som fx "Fast årlig rente fra 9,9 %" og "SE MERE - SMS LAAN til 1919".
De lovpligtige kreditoplysninger, som fx ÅOP og de samlede kreditomkostninger blev vist hele filmen igennem, men stod allernederst på skærmen med en meget mindre synlig lysegrå skrift på hvid baggrund.
D:E:R har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at det ikke har været hensigten at gøre markedsføringen uklar for forbrugerne.
Ifølge markedsføringslovens § 14a skal virksomheder, der markedsfører lånemuligheder til forbrugere og oplyser en rente, vise bestemte kreditoplysninger klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at D:E:R har overtrådt markedsføringslovens § 14 a ved ikke at give kreditoplysningerne på fremtrædende måde. Der var risiko for, at forbrugerne helt kom til at overse kreditoplysningerne, når de så reklamefilmen i toget, fordi:
De mange effekter med skiftende budskaber fjernede fokus fra kreditoplysningerne nederst på siden, og
Kreditoplysningerne i forhold til de øvrige budskaber blev angivet med en meget mindre synlig lysegrå tekst.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Sagen er principiel. Det er første gang, vi vurderer, om en reklamefilm lever op til markedsføringslovens krav om, hvor tydeligt kreditoplysninger skal gives. I denne sag opfyldte reklamefilmen efter vores opfattelse ikke markedsføringsloven, og derfor har vi valgt at politianmelde D:E:R."
"Det er vigtigt, at forbrugerne let og hurtigt kan få øje på kreditoplysningerne, når de ser en reklamefilm. I denne reklame fjernede de skiftende budskaber fokus fra kreditoplysningerne, der stod med gråt nederst på siden."
Pressekontakt
Mai R. Hansen
Specialkonsulent
41 71 51 87