05/11-15
-
Pressemeddelelse
Bøde på 10.000 kroner for ulovlig spam
Københavns Byret har idømt en indehaver af en enkeltmandsvirksomhed inden for e-mailmarketing en bøde på 10.000 kroner for at sende ulovlige reklamemails. Indehaveren blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i december 2013.
Indehaveren af marketingvirksomheden er idømt bøden på 10.000 kroner for at have sendt ni reklamemails til to forbrugere uden deres samtykke.
Virksomheden havde sendt reklamemails til de to forbrugere, selvom Forbrugerombudsmanden havde bedt virksomheden om at slette forbrugernes e-mailadresser fra dens liste over modtagere af reklamemails.
I de ni e-mails blev forbrugerne blandt andet lovet gaver eller muligheden for at udnytte et godt tilbud. I en mail stod der eksempelvis:
"Trænger du til hvidere tænder? Få en gratis startpakke til hvidere tænder. Du betaler kun 49 kr. i porto. Se mere, her."
I e-mailene var der desuden et link til en kampagneside, hvor det fremgik, at forbrugerne kunne få deres gaver ved at betale et mindre beløb.
Forbrugerombudsmanden modtog i starten af 2013 over 50 klager fra forbrugere, som havde modtaget reklamemails fra virksomheden, uden at de havde givet samtykke til det. Forbrugerombudsmanden skrev derfor til virksomheden og orienterede om reglerne og bad om, at klagernes e-mailadresser blev slettet fra virksomhedens liste over modtagere af reklamemails. På trods heraf sendte virksomheden en række e-mails til to af de oprindelige klagere.
En e-mailmarketingvirksomhed er en virksomhed, der typisk indhenter e-mailadresser og videreformidler elektroniske reklamer for andre virksomheder.
Virksomhedens ejer mødte ikke op til domsforhandlingerne i Københavns Byret. Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Det er irriterende at få mails med reklamer, når man ikke selv har bedt om det. Derfor er forbrugerne også beskyttet mod spam i lovgivningen. I denne sag afholdt det dog ikke virksomheden fra at sende ulovlige reklamemails til forbrugerne, og det udløser nu en bøde."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098