01/02-16
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden: Mybanker skal give alle kreditoplysninger
Forbrugerombudsmanden har afgjort, at Mybanker markedsfører forbrugslån via virksomhedens prissammenligningsportal, og at Mybanker derfor skal give forbrugerne alle lovpligtige kreditoplysninger.
Mybanker markedsfører forbrugslån på prissammenligningsportalen mybanker.dk uden at leve op til kreditoplysningspligten i markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden indskærper over for Mybanker, at virksomheden skal give forbrugerne alle de lovpligtige kreditoplysninger på sin hjemmeside. Samtidig skal Mybanker tydeligt oplyse på hjemmesiden, hvilke kreditudbydere virksomheden samarbejder med.
På forsiden af mybanker.dk kan forbrugerne ved at indtaste lånebeløb og løbetid se, hvad renten, den månedlige ydelse og ÅOP er på et forbrugslån hos forskellige kreditudbydere. Men forbrugerne kan ikke se de øvrige lovpligtige kreditoplysninger. Det drejer sig om de samlede kreditomkostninger, det samlede beløb forbrugeren skal betale tilbage, og hvorvidt renten er fast eller variabel.
Hvilke kreditudbyderes forbrugslån, der vises på mybanker.dk, afhænger af, om forbrugeren logger ind via en gratis profil. Forbrugere, der er logget ind via den gratis profil, får vist et større antal forskellige kreditmuligheder. Forbrugere, der ikke er logget ind, får kun vist et lille antal kreditmuligheder, hvor kreditudbyderen betaler Mybanker pr. "klik" eller "lead".
Mybanker har oplyst, at virksomheden alene betragter sig selv som budbringer og medie. Derfor mener Mybanker ikke, at virksomheden er omfattet af markedsføringslovens oplysningskrav.
Forbrugerombudsmanden vurderer dog, at det er markedsføring, når Mybanker viser en række forbrugslån fra deres samarbejdspartnere på hjemmesiden. Derfor skal Mybanker vise samtlige lovpligtige kreditoplysninger på hjemmesiden.
I sin afgørelse har Forbrugerombudsmanden kun taget stilling til erhvervsmæssige prissammenligningsportaler som Mybanker.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Forbrugerne skal kunne gennemskue, hvorfor det kun er nogle forbrugslån, man bliver præsenteret for på Mybanker.dk frem for andre, når man er inde på hjemmesiden. Derfor skal Mybanker tydeligt oplyse, at de har et samarbejde med de kreditudbydere, hvis lån de viser."
"Det er også vigtigt, at Mybanker på sin prissammenligningsportal viser alle de lovpligtige kreditoplysninger første gang, man ser markedsføringen af lånene, for det er der, vi begynder at overveje, om vi skal tage et lån. De oplysninger giver Mybanker ikke nu, og det er baggrunden for, at jeg indskærper reglerne over for virksomheden."
"Oplysningskravene i markedsføringsloven skal skabe gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne har de bedste muligheder for at sammenligne priserne på lån. De skal ikke først have oplysningerne, når de sidder med selve låneaftalen i hænderne."
Formidling af lån til forbrugerne
Ifølge markedsføringslovens § 14 a stk. 1, skal forbrugerne ved enhver markedsføring af kreditaftaler der viser en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostningerne have en række bestemte kreditoplysninger, der fremgår af § 14 a, stk. 2. Det drejer sig fx om debitorrenten, ÅOP og de samlede omkostninger ved lånet.
Kreditoplysningerne skal gives i form af et repræsentativt eksempel og stå klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i markedsføringen, så forbrugerne får øje på oplysningerne, når de ser markedsføringen.
Efter markedsføringslovens § 14 a, stk. 4, skal kreditformidlere desuden oplyse om omfanget af sine beføjelser, herunder hvilke kreditudbydere de samarbejder med.
Ifølge kreditaftalelovens § 4, nr. 6, er en person eller en virksomhed fx kreditformidler, hvis den mod betaling eller anden form for finansiel modydelse og som led i sin erhvervsmæssige virksomhed præsenterer kreditaftaler for forbrugere.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098