02/03-16
-
Pressemeddelelse
Reklamefilm for lån udløser bøde til D:E:R
Låneudbyderen D:E:R har i en reklamefilm for lån ikke givet forbrugerne de lovpligtige kreditoplysninger på en tilstrækkelig fremtrædende måde. Det udløser en bøde på 38.400 kroner.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2015 D:E:R for at have overtrådt markedsføringsloven i forbindelse med en reklamefilm for lån.
I reklamefilmen, der blev vist i S-toget i december 2013, dalede 500-kronesedler ned over skærmen efterfulgt af overskriften "Lån op til 50.000 kroner". Herefter blev der med stor skrift skiftevis vist en række budskaber som fx "Fast årlig rente fra 9,9 %" og "SE MERE - SMS LAAN til 1919."
De lovpligtige kreditoplysninger, som fx ÅOP og de samlede kreditomkostninger, stod hele filmen igennem allernederst på skærmen med en meget mindre synlig lysegrå skrift på hvid baggrund.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at forbrugerne risikerede at overse kreditoplysningerne, når de så reklamefilmen, fordi:
de mange effekter med skiftende budskaber fjernede fokus fra kreditoplysningerne nederst på siden, og
kreditoplysningerne stod med en lysegrå tekst, som var meget mindre synlig i forhold til de øvrige budskaber.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"D:E:R er det første firma, som betaler en bøde for ikke at give kreditoplysninger på tilstrækkelig tydelig og fremtrædende måde i en reklamefilm. Vores afgørelse er med til at udstikke grænserne for, hvor tydeligt oplysningerne skal vises, før en reklamefilm overholder markedsføringsloven."
Markedsføring af forbrugerkreditter
Ifølge markedsføringslovens § 14a skal virksomheder, der markedsfører lånemuligheder til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse for omkostningerne, vise bestemte kreditoplysninger klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i markedsføringen.
Pressekontakt
Mai R. Hansen
Specialkonsulent
41 71 51 87