Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
30/03-16   -   Pressemeddelelse

Teleselskaber vildledte om hastigheder på bredbånd

TDC, Telia og Telenor har vildledt forbrugerne om hastigheden på bredbånd. Forbrugerombudsmanden har bedt teleselskaberne om at ændre deres markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har bedt teleselskaberne TDC, Telia og Telenor om at ændre deres markedsføring af bredbånd.

De tre selskaber har i deres markedsføring af konkrete tilbud på bredbånd vildledt forbrugerne om, hvilken hastighed de kunne opnå.

Forbrugerombudsmanden har i alt rejst fem sager om vildledende markedsføring af bredbånd. To af sagerne har Forbrugerombudsmanden taget op af egen drift, mens de resterende tre sager er taget op på baggrund af klager.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

"TDC, Telia og Telenor har vildledt forbrugerne ved at love dem en hastighed på bredbånd, som de ikke kunne få. Jeg har derfor bedt selskaberne om at ændre deres markedsføring."

"Hastigheden har stor betydning for forbrugerne, når de vælger bredbånd. Derfor er det vigtigt, at teleselskaberne giver korrekte oplysninger om den i deres markedsføring. Det var på den baggrund, at jeg tog de fem sager op."

De fem sager:
TDC's markedsføring af hastighedsgaranti på bredbånd. På forsiden af tdc.dk og på en underside i januar 2015 lovede TDC forbrugerne bredbånd med hastighedsgaranti, uden at det klart fremgik, at det ikke var alle, som kunne opnå den garanterede hastighed. Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede TDC sin markedsføring i overensstemmelse med markedsføringsloven i efteråret 2015.

TDC's markedsføring af bredbåndshastighed kombineret med "trådløst internet". På sin hjemmeside markedsførte TDC i januar/februar 2015 bredbånd med hastighedsgaranti kombineret med "trådløst internet". Men selskabet oplyste ikke klart og tydeligt om, at de markedsførte hastigheder ikke kunne opnås, når forbrugerne brugte den trådløse forbindelse, men kun hvis de brugte kabel. Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede TDC sin markedsføring i overensstemmelse med markedsføringsloven i sommeren 2015.

Telias markedsføring af sammenkoblede produkter. Telia reklamerede i en annonce for "17 tv-kanaler + 20 Mbit bredbånd", uden at det fremgik af annoncen, at bredbåndshastigheden blev nedsat, når forbrugeren samtidigt brugte IPTV-produktet. Det fremgik heller ikke, hvor meget hastigheden blev nedsat. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for Telia i oktober 2015.

Telias markedsføring af "op til"-hastigheder på bredbånd. Telia markedsførte i foråret 2015 på sin hjemmeside tilbud på bredbånd med "op til"-hastigheder og med en trådløs router uden klart og tydeligt at oplyse om:

at mange ikke kunne opnå de lovede hastigheder
at de markedsførte hastigheder som udgangspunkt ikke kunne opnås, hvis forbrugerne brugte den trådløse router, som fulgte med.
Desuden stod oplysningerne om minimumshastighederne ikke på en lige så iøjnefaldende plads i markedsføringen som oplysningerne om "op til"-hastighederne. Forbrugerombudsmanden meddelte Telia i oktober 2015, at Telias markedsføring af bredbånd var vildledende. På baggrund af Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede Telia sin markedsføring i overensstemmelse med markedsføringsloven.

Telenors markedsføring af "op til"-hastigheder på bredbånd. Telenor markedsførte i foråret 2015 på sin hjemmeside fire tilbud på bredbånd med "op til "-hastigheder og med en trådløs router uden klart og tydeligt at oplyse om:

at mange ikke kunne opnå de lovede hastigheder
at de markedsførte hastigheder som udgangspunkt ikke kunne opnås, hvis forbrugerne brugte den trådløse router, som fulgte med
Desuden stod oplysningerne om minimumshastighederne ikke på en lige så iøjnefaldende plads i markedsføringen som oplysningerne om "op til"-hastighederne. På baggrund af Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede Telenor sin markedsføring i overensstemmelse med markedsføringsloven.

Markedsføring af hastigheder på bredbånd
I 2013 lancerede Forbrugerombudsmanden nye retningslinjer for markedsføring af bredbåndsforbindelser.

Ifølge retningslinjerne kan en udbyder markedsføre bredbånd med "op til"-hastigheder. Men udbyderen skal kunne garantere, at 80 procent af kunderne, som markedsføringen retter sig mod, kan opnå den lovede hastighed eller en hastighed, der ikke afviger væsentligt derfra.

Udbyderen skal desuden oplyse om minimumshastigheden, og oplysningerne skal stå i forbindelse med oplysninger om "op til"- hastighederne og være lige så iøjnefaldende.

Er der tale om et sammenkoblet produkt, hvor fx bredbånd, tv og telefon leveres via samme linje, skal udbyderen med eksempler vise, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når de andre tjenester er i brug, fx hvis der ringes på telefonen, eller tv'et er tændt.

Hvis der er begrænsninger i, hvor forbrugeren kan anvende produktet, herunder hvor den markedsførte hastighed kan opnås, skal forbrugeren have oplysning om disse begrænsninger, inden aftalen indgås.

Hvis der er geografiske begrænsninger på, hvem der kan få bredbånd eller opnå den markedsførte hastighed, skal kunden oplyses herom inden der indgås en aftale.

På et møde med repræsentanter fra telebranchen samt forbruger- og erhvervsorganisationer i juni 2015 blev det besluttet, at der ikke er behov for at ændre retningslinjerne.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

"Det er min opfattelse, at retningslinjerne for markedsføring af bredbånd generelt har virket efter hensigten. Det er blevet mere klart for forbrugerne, hvad de får og ikke får, når de ser et tilbud."

Pressekontakt

Pressesekretariatet
  4171 5098

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater