01/04-16
-
Pressemeddelelse
Endnu et travlt år hos Forbrugerombudsmanden
Abonnementsfælder og skjult reklame fyldte en del hos Forbrugerombudsmanden i 2015. De to områder vil sammen med kreditvurderinger og manglende kreditoplysninger også være blandt Forbrugerombudsmandens fokusområder i 2016.
I 2015 afsluttede Forbrugerombudsmanden 2.478 sager om markedsføring, herunder sager om spam og vildledende prismarkedsføring.
Særligt vildledende markedsføring på nettet volder forbrugerne problemer. Mange er blevet lokket til at tegne et løbende betalingsabonnement på nettet, uden at de ved det. Problemet er så stort, at Forbrugerombudsmanden har iværksat et større projekt om håndhævelsen på området, og projektet skal desuden forebygge, at forbrugerne havner i de såkaldte abonnementsfælder.
Blogs og sociale medier bliver i stigende grad brugt som markedsføringskanaler for virksomheder. Men det kan være svært for forbrugerne at vide, om en omtale af et produkt er reklame. Derfor har Forbrugerombudsmanden offentliggjort gode råd, der skal hjælpe bloggere og andre med at overholde markedsføringsloven, så de undgår at lave skjult reklame på nettet. Det vil stadig være et fokusområde.
Blandt andre fokusområder kan nævnes låneudbydere, som ikke giver forbrugerne alle de kreditoplysninger, de har krav på. Sidste år var der fem sager, hvor en virksomhed blev politianmeldt eller betalte en bøde for ikke at overholde markedsføringslovens oplysningskrav.
Sager om markedsføring rettet mod børn og unge har også høj prioritet hos Forbrugerombudsmanden. Det er en sårbar gruppe, der kræver særlig beskyttelse. I 2015 blev der truffet afgørelse i flere principielle sager på området.
Blandt andet fik Forbrugerombudsmanden Byretten i Aarhus' ord for, at læskedrikproducenten Cult havde overtrådt markedsføringsloven ved at bruge vold som virkemiddel i en reklamefilm for en energidrik.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Snyd på nettet er et af de områder, vi får allerflest klager over. Derfor har jeg iværksat et projekt, der skal sikre en bedre beskyttelse af forbrugerne mod de såkaldte abonnementsfælder. Det er helt centralt for mig at styrke håndhævelsen af forbrugernes rettigheder på nettet."
"Virksomhederne bruger i stigende grad blogs og sociale medier til at markedsføre deres produkter. Det skaber nye udfordringer - især for læserne, som kan have svært ved at vurdere, om en omtale er reklame. Jeg håber, at bloggere og virksomheder vil efterleve vores råd om skjult reklame, så forbrugerne har et oplyst udgangspunkt, når de skal beslutte sig for et køb."
"Det er vigtigt for beskyttelsen af forbrugerne, at de får alle kreditoplysninger, når de ser et lånetilbud. Det er desværre ikke altid tilfældet. Lånemarkedet er blandt mine særlige indsatsområder i 2016. Blandt andet vil jeg også se låneudbydernes kreditvurderinger efter i sømmene."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098