02/04-19
-
Pressemeddelelse
Er du (og dine livsvalg) også langt fra leverpostej?
Hvad stiller du op, hvis du ikke passer ind i samfundets skabelon for, hvor langt du som kvinde skal forestille at være nået i dit liv, når du er midt i trediverne? Og dine forældre efterhånden er klar til at betale for en inseminering til dig, inden singlepesten får dine æg til at gå i forrådnelse? Du skriver en bog om det.
Da Charlotte Reeckmann (32) og Birgitte Amalie Thorn (36) mødtes i Aarhus i 2018, var det med en umiddelbar følelse af genkendelse: De var på det tidspunkt begge singler uden børn, i trediverne og selvstændige uden fast indtægt og pension. På sin vis meget normalt i dagens Danmark – og så alligevel ikke. Det kan godt føles, som om trediverne er det vigtigste årti i dit liv, hvor du skal få alt til at falde på plads, så du kan hakke af i 8-16-job, ligusterhæk og Berlingo. Men hvis du ikke passer ind i den skabelon endnu og heller ikke aner, om du overhovedet ønsker det, er det overraskende let at komme til at føle sig som en outsider. Enten fordi du selv har din tvivl eller direkte møder reaktioner fra omverdenen som: “Du er sgu da heller ikke helt normal.”
Det var netop den slags følelser og kommentarer, der kickstartede de to aarhusianske kvinders nysgerrighed og et fælles bogprojekt med mere eller mindre empiriske studier i deres egne netværk og i lokalmiljøet i Aarhus. Det har nu resulteret i chicklit-romanen Langt fra Leverpostej. Det særlige ved bogen er, at selvom den er en roman, er den kraftigt inspireret af virkelige oplevelser og refleksioner fra en lang række kvinder.
“Fordi vi begge to har oplevet næsten at skulle forsvare vores livsvalg, er denne her bog ikke bare en almindelig chicklit-roman. Det er nærmere en slags humoristisk manifest for, at vi alle skal blive bedre til at lytte til, hvad vi har lyst til – frem for hvad alle andre har travlt med, at vi skal. Og så skal vi holde op med at dømme hinanden på vores livsvalg,” fortæller Charlotte Reeckmann.
Birgitte Amalie Thorn supplerer: “Vi vil gerne ruske lidt op i vores målgruppe, som vi jo selv repræsenterer, og få dem til at reflektere aktivt over deres livsvalg. Hvorfor gå den slagne leverpostejsvej, hvis du ikke ønsker det? Det er provokation og refleksion i ét. Vi kalder det optimistisk for chicklit med substans!”
Tanken med bogen er ikke at pege fingre, men at mane til tolerance og at stille spørgsmålstegn ved mange af de tematikker, der fylder for os alle sammen i de her år. Som for eksempel præstationskulturen på arbejdsmarkedet, perfektionen på de sociale medier og jagten på den svære kærlighed. For de påvirker nemlig vores livsvalg. Tonen i romanen er uhøjtidelig, rapkæftet og humoristisk.
Charlotte Reeckmann uddyber: “Med vores historie om den rødhårede Emilie Jakobsen vil vi gerne tegne et billede af, hvordan et moderne kvindeliv kunne se ud, med alle de nuancer og modsætninger der typisk er. Og så er det nok også bare en kærlig reminder om, at det er helt normalt og okay ikke at vide, hvor man er på vej hen i sit liv – også når man er kommet i trediverne.”
“Og hvis du efter endt læsning skulle sidde og tænke, at ‘sådan er der da ingen kvinder, der tænker og opfører sig omkring de 34!’, så kan vi hilse og sige, at jo, dem er der faktisk en del af. Vi er simpelthen super taknemmelige over for alle de seje kvinder, der har delt ud af deres erfaringer til den her bog,” slutter Birgitte Amalie Thorn.
Fakta om forfatterne
Charlotte Reeckmann (32) arbejder som selvstændig konsulent med professionel networking og kommunikation. Hun er desuden ivrig iværksætter og cand.soc. i erhvervsøkonomi og psykologi.
Birgitte Amalie Thorn (36) arbejder som redaktør og er desuden selvstændig inden for ordsnedkeri og sprogvask. Hun er også en af forfatterne bag en serie af traditionelle kærlighedsromaner hos forlaget Griffle og cand.mag. i engelsk og dansk.
Langt fra Leverpostej - handlingsreferat
Emilie Jakobsen bor i Aarhus og er efter eget udsagn en pivsingle kaoskreatør, der bakser med at få bare moderat styr på kærlighed, karriere og relationer – samtidig med at hun desperat gruer for at ende i et rigtigt leverpostejsliv. Men i løbet af et år tvinges hun til at opgradere på livsvalg og selvindsigt, idet hun pludselig må forholde sig til præstationspres på de sociale medier, jagten på drømmemanden, karrierens konsekvenser og uønskede ændringer i venskaber. Samtidig er der stadig hverdagsudfordringer, såsom om den nye Tinder-date er øksemorder, og om Telias net er nede, siden han ikke har skrevet tilbage endnu. Men hvad er egentlig værst: at være helt normal eller ikke at være helt normal?
Med kapiteloverskrifter som “Flugten fra tudefesten”, “Der er Amarone i luften” og “Nakkeskud i østrogenlabyrinten” er der lagt op til en rigtig mavelatter – og måske et skud selverkendelse.
Relevant information
bogens hjemmeside
https://www.langtfraleverpostej.dk/
kan købes her
https://griffle.dk/produkt/langtfraleverpostej/
Pressekontakt
Birgitte Amalie Thorn
Forfatter
22 28 85 31
Charlotte Reeckmann
forfatter
28 71 24 20