14/11-14
-
Pressemeddelelse
Mord på standby - fra krimi til Korch
Med flere mord på samvittigheden sadler det kendte forfatterpar nu om. Straks man smager på titlen, ledes tankerne mod et Morten Korch scenarie. Man skal dog ikke lade sig narre, forfatterne bag er nemlig ikke bange for at tage hul på de større problematikker, problematikker, børn og unge kan tumle med
Forfatterparret, der også er mor og datter, henvender sig med deres nye serie til en noget yngre målgruppe end tidligere, og de har ramt plet.
"Interessen for serien har været utrolig stor," fortæller den ene halvdel af parret, Inge Hebsgaard. Hun tilføjer, at særligt bibliotekerne har efterspurgt en ungdomsserie af den kaliber, fordi den på mange måder skiller sig ud fra mængden.
Fra krimi til Korch
"Mange tror, vi startede med at skrive krimier, men det er faktisk ikke hele sandheden," fortæller Inge Hebsgaard, der afslører, at serien om Lavendelgården har været længe undervejs.
"Det virkede så oplagt, fordi vi selv opdrætter varmblodsheste" svarer Anja Korslund grinende, på spørgsmålet om, hvorfor hun og Inge Hebsgaard med serien Lavendelgården kastede sig ud i en helt ny genre.
"Vi påbegyndte skrivningen af 'Drømmen' længe før vi overvejede at skrive krimier. At det så alligevel blev krimiserien, vi blev kendte for, er lidt af en tilfældighed." Forfatterparret fortæller, at der allerede lå en tredjedel af et manuskript til Lavendelgården klar, da de udgav den første kriminalroman, 'At dræbe hunden,' der udkom i 2011.
Minus pladderromantik - frem med Den Tatoverede Konge
Forfatter Anja Korslund understreger, at de med serien bestemt har mere på hjertet end håbløs pladderromantik for unge.
"Børn og unge vil tages alvorligt og vil gerne underholdes med et dybere lag," forklarer Anja Korslund og tilføjer, at de med bogen har tilstræbt at ramme nogle af de problematikker, som børn og unge møder.
"Mobning er blandt et af de temaer, vi har valgt at tage op i bøgerne. Og så har det lagt os på sinde, at der også skulle et strejf af læring ind. Historisk snuser vi lidt til kongehuset gennem tiden ved at bringe Frederik den Niende på banen. Han spiller en væsentlig rolle i bogens første bind," fortæller Inge Hebsgaard og tilføjer, at hun håber, det vil gøre læserne så tilpas nysgerrige, at de selv googler videre efter svar.
Bogen har et specielt udtryk med lavendelfarvet kant.
Relevant information
Læs mere om serien på
http://www.lavendel-gaarden.dk
Pressekontakt
Anja Korslund
forfatter
61791083
Elin Steffensen
Forlagsindehaver
40520989