Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/03-12   -   Pressemeddelelse

Her er uddannelserne med jobgaranti

På trods af økonomisk afmatning og stigende arbejdsløshed er der virksomheder i Danmark, som ikke kan få besat ledige stillinger. HAYS Specialist Recruitment har undersøgt hvilke uddannelser, virksomhederne efterspørger netop nu. Det kan de unge bruge som ledetråd, når de skal vælge en uddannelsesretning med karrieremuligheder.

Danske unge bør overveje karrieremulighederne nøje, når de vælger uddannelse, siger HAYS danske direktør, Søren Dahl. De 150.000 unge danskere, som hverken har job eller er i gang med en uddannelse, har alle muligheder på arbejdsmarkedet, hvis de blot vælger den rette uddannelse. Vil de være sikre på at få et arbejde og have mulighed for en lynkarriere, bør de vælge en uddannelse inden for IT, finans, ledelse, pharma eller ingeniør. De områder har nemlig den højeste beskæftigelsesfrekvens netop nu, viser tal fra Danmarks Statistik. På visse af nicheområderne er arbejdsløsheden helt nede omkring nul, og det giver muligheder for, at nye i uddannelsessystemet kan sikre sig en lynkarriere blot i kraft af deres uddannelsesvalg, lyder det fra HAYS.

Garanti for arbejde
Manglen på specialister er i øjeblikket så markant, at HAYS må til udlandet for at finde de rette folk til danske virksomheder.
"Den stigende arbejdsløshed gør sig ikke gældende på en række af de områder, vi beskæftiger os med. I øjeblikket henter vi kandidater i Asien, USA, UK, Irland og Østeuropa til stillinger i Danmark - særligt ingeniører, IT-folk, ledere og økonomer og læger eller andre med medicinsk eller pharmaceutisk baggrund. Hvis vi havde de pågældende kompetencer herhjemme, så havde vi naturligvis fokuseret på dem, men som situationen er nu for de ramte brancher, må vi hente dem i udlandet," siger Søren Dahl, der er direktør for HAYS i Danmark. Han vurderer, at det i de kommende år vil blive endnu sværere at finde de rette specialister, og derfor opfordrer han de unge til at skele til karrieremulighederne og beskæftigelsesfrekvensen, når de skal vælge uddannelse.

Uddannelse betaler sig
Al uddannelse betaler sig i forhold til at opnå beskæftigelse viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråds publikation 'Arbejdsmarkedet efter krisen', men der er stor forskel på, hvor eftertragtede uddannelserne gør kandidaterne. Hos HAYS stiger efterspørgslen efter specialister, der har afsluttet en teknisk længerevarende uddannelse - eller blot en bachelor, der kan benyttes i IT-sektoren, bankerne og i ingeniør- og medicinalvirksomheder. De absolut mest eftertragtede kandidater netop nu har en uddannelse som:

· M.Sc i Computer-Science
· Ingeniør
· Cand.merc.aud. samt andre mindre teoretiske retninger fra handelshøjskolerne
· Projektleder (PRINCE2 og IPMA)
· cand.med. & M.Sc. Medicine)

Er man allerede under uddannelse, kan en mindre specialisering gøre en stor forskel. Tager man en kortere projektlederuddannelse i kombination med sit fag eller en målrettet IT-certificering, så kan man på få måneder gå fra at være én i flokken af arbejdsløse til at være en kapacitet, som virksomhederne vil kæmpe for at få kontakt til.
Søren Dahl fra HAYS håber, at resultaterne af den interne undersøgelse kan være med til at gøre op med den generelle negative opfattelse af, hvilke karrieremuligheder de unge står over for i en krisetid.

Relevant information

http://www.hays.com


Pressekontakt


Firma

Hays Specialist Recruitment A/S
Kongens Nytorv 8
1050 København K, Danmark

  +45 22 38 88 30
  +45 22 38 88 30

http://www.hays.com

Modtag nyheder fra Hays Specialist Recruitment A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater