31/03-11
-
Pressemeddelelse
Eckersberg Medaillen til Louis Becker
Torsdag den 31. marts 2011 modtager arkitekt Louis Becker, partner og direktør i Henning Larsen Architects, Eckersberg Medaillen. Medaljen uddeles af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster og overrækkes ved Akademiets Stiftelsesfest.
I motiveringen hedder det bl.a.: "Louis Becker har sat sig det mål at føre dansk arkitektur ud i verden ved at arbejde konceptuelt med arkitektur i stor skala." Og videre: "Louis Becker skaber arkitektur, hvor der er langt mere på færde end det æstetiske, der udvikles ideer - der tilføres en skandinavisk arkitekturopfattelse - i en åben dialog, og der tilføres mere end der spørges om.
Louis Becker har for Henning Larsen Arkitekter på enestående vis sat sig for at bygge og udforme byer, dér hvor det gør størst forskel, hvor det påvirker en samfundsmodel, og hvor løsningen er et arkitektonisk svar."
Louis Becker er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Århus, hvor han tog afgang i 1989. Han blev ansat hos Henning Larsen Architects i 1989 og har siden 2005 været direktør med ansvar for det internationale marked. Louis Becker har fungeret som drivkraft i en række danske og internationale projekter. Han blev i februar 2011 valgt ind i Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster og er valgt for perioden 1. april 2011 til 31. marts 2017.
"Det er en stor ære at modtage Eckersberg Medaljen. Ikke mindst fordi det er en hæder, der uddeles af kollegaerne i Akademirådet", siger Louis Becker. "Der er meget på spil i arkitekturen i disse år, og dansk arkitektur kan ikke følge med uden inspiration fra og interaktion med de steder i verden, hvor arkitekturen udvikler sig. Vi skal i langt højere grad orientere os globalt - som kunstnere. Der er meget at lære udefra, og der kan bringes viden og inspiration til Danmark ved at være aktiv i en international sammenhæng."
Siden 2008 har Louis Becker været adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Han har i mange år haft en nær tilknytning til landets arkitektskoler og fungeret som underviser og censor i både Aalborg, Århus og København.
Eckersberg Medaillen tildeles en person, "der har ydet en indsats af høj kunstnerisk kvalitet inden for den frie eller den bundne kunst". Medaljen er tidligere blevet tildelt Henning Larsen (1965) og Troels Troelsen (2008) fra Henning Larsen Architects.
Vedhæftede filer:
HLA_Louis_Becker_PORTRAIT.jpgEckersberg_Medaillen_MOTIVERING.pdf
Relevant information
http://www.henninglarsen.com