24/08-12
-
Pressemeddelelse
Nyt rådhus i sundhedens tegn
Henning Larsen Architects har i samarbejde med Züblin, SLA, Henrik Larsen Rådgivende Ingeniørfirma og Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører vundet konkurrencen om Egedal Rådhus og Sundhedscenter. Byggeriet på 18.000 m2. i Egedal i Nordsjælland bliver midtpunkt i den nye, samlede Egedal Kommune.
Egedal Rådhus og Sundhedscenter bliver et af de første byggerier i det planlagte nye byområde omkring Egedal S-togsstation. Rådhus og sundhedscenter er en samlet enhed. Sundhedscentret indeholder træningssale for børn og voksne og genoptræningsfaciliteter.
"Borgerne i den nordsjællandske kommune Egedal kan om godt to år se frem til bedre og mere sammenhængende service i et helt nyt og meget energioptimeret 'Borgernes hus', der både rummer rådhus og sundhedscenter", siger borgmester Willy Eliasen. Borgmesteren og kommunalbestyrelsen var enige om en klar vinder af konkurrencen.
Husets mange aktiviteter skyder op omkring Borgertorvet, en offentlig indendørs passage, som leder gennem husets store atrium. Byrådssalen, som er placeret i stueplan, kan åbnes op mod Borgertorvet og inddrages til udstillingsareal, koncertsal eller lignende ved særlige lejligheder.
I dommerbetænkningen skriver dommerkomitéen, at Henning Larsen Architects' forslag "anslår et markant kvalitetsniveau for den fremtidige bebyggelse i Egedal By". Og videre: "Det vurderes, at dagslyset udnyttes på en effektiv måde. Især fremhæves udformning af ovenlys i atriet, der effektivt lader dagslys komme ind og rundt i bygningen, uden at unødig solenergi belaster indeklimaet i varme perioder."
"I projektet har vi arbejdet med kommunens vision for det nye rådhusbyggeri, hvor omsorg for borgerne og gode forhold for medarbejderne har været fokuspunkter. Det er med til at sikre en positiv udvikling i Egedal", siger administrerende direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects. "Vi har designet et åbent og imødekommende byggeri med nogle attraktive uderum, pladsen foran rådhuset og rådhushaven."
Rådhuset opføres som et element i en ny bydel i Egedal. Bygningen er derfor udformet, så den får karakter i alle faser af den nye bydels udvikling. Egedal Rådhus og Sundhedscenter opføres som lavenergibyggeri 2020 og forventes indviet i slutningen af 2014.
Henning Larsen Architects har også tegnet Viborg Rådhus, som blev indviet i 2011. Viborg Rådhus er Danmarks første bæredygtige rådhus.
For yderligere information kontakt kommunikationschef Farid Fellah, Henning Larsen Architects, på +45 8231 3160
Relevant information
http://www.henninglarsen.com