Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/08-12   -   Pressemeddelelse

Når hele verden kommer til Grønland


Hele verden står på spring for at tage til Grønland. Turisterne vil opleve den grønlandske kultur og natur. Kinesiske firmaer står på spring for at finde mineraler, og de store olieselskaber borer løs i undergrunden. Samtidig rejser mange unge grønlændere væk for at uddanne sig. Fremtiden har mange muligheder og store udfordringer. Det er temaet for udstillingen 'Possible Greenland' i den danske pavillon på den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig, der åbner for publikum den 29. august.

Henning Larsen Architects har i samarbejde med David Garcia Studio og Kitaa Arkitekter skabt projektet 'Greenland Migrating' til den danske pavillon. Projektet har arbejdet med en strategi for en grønlandsk by, Ilulissat. Migration er en naturlig del af den grønlandske historie, men den øgede turisme og potentielle udnyttelse af naturressourcerne kan skabe en migration, der vil gøre grønlænderne til en minoritet i deres eget land.

I Ilulissat bor der i dag 4.700 mennesker, og de store krydstogtskibe har over 4.000 passager. Der bor 57.000 mennesker på Grønland, og det forventes, at 10-15.000 udenlandske arbejdere om få år vil opholde sig på øen.

"Grønland står over for et eventyr, der vil forandre øen for altid. I det øjeblik, de stor olie- og mineselskaber starter arbejdet, vil indvandringen eksplodere og sætte det grønlandske samfund under stort pres", siger arkitekt David Garcia, David Garcia Studio. "En grundlæggende social forandring venter. Den kan håndteres ved at investere i byudvikling og søge efter de arkitektoniske svar, der finder den styrke og de muligheder, der ligger immanent i udviklingen."

'Greenland Migrating' foreslår fire initiativer i Ilulissat, der ved at fremme 'mødet' kan skabe en kilde til vækst i byen. Udviklingen af et multifunktionelt kulturcenter i centrum af byen, midlertidige boliger på havnen, en markedsplads, en sportsplads med mulighed for aktiviteter året rundt og et arktisk mødested med et nyt UNESCO-kontor, et informationscenter og studiefaciliteter til det nye Fakultet for Glaciale Studier vil skabe værdi for både krydstogtsturister, tilflyttere og indbyggere.

"I vores projekt taler vi for at favne migrationens potentiale. Grønland kan drage fordel af den globale kontakt. Gæstfrihed er en del af den grønlandske kultur, og åbenheden er Grønlands trumfkort", siger adm. direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects. "Med en vision, der inkluderer både gæster med et kortvarigt ophold og immigranter, vil Grønland stå stærkt."

Udstillingen er kurateret af den dansk-grønlandske professor, Minik Rosing, og Nord Architects. Den kan ses i Venedig til den 25. november.

For yderligere information kontakt kommunikationschef Farid Fellah, Henning Larsen Architects, på +45 8231 3160. Illustrationer vedhæftet. De kan frit anvendes.

Relevant information

http://www.henninglarsen.com


Pressekontakt


Firma

Henning Larsen Architects
Vesterbrogade 76
1620 København V., Danmark

  8231 3160
  6035 2160

http://www.henninglarsen.com

Modtag nyheder fra Henning Larsen Architects på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater