01/10-14
-
Pressemeddelelse
Henning Larsens Fond udskriver filmkonkurrence
Henning Larsens Fond udskriver en international konkurrence om arkitektur og film. Fonden ønsker med konkurrencen at revitalisere arkitekturen i filmens verden og skabe ny inspiration for arkitekter og filmfolk.
Fonden har tidligere stået bag tre konkurrencer; "at fotografere arkitektur" i 2007, "at tegne arkitektur" i 2008, og "at skrive om arkitektur" i 2012.
Arkitekturen har tæt familieskab til andre kunstarter og ikke kun til fotografi, tegning og sprog, men også til film og musik. Arkitekturen taler til alle sanser, og den opleves over tid. Arkitekturen er en abstrakt kunstart, som først aktiveres, når den befolkes, og man bevæger sig gennem den.
Alligevel synes arkitekturens tidligere stærke rolle mindre fremtrædende i nyere film.
Levende billeder har en særlig relation til arkitekturen, fordi film opleves i tid og rum ligesom arkitekturen. Film kan bedre end fotografiet give en samlet, rumlig oplevelse af arkitekturen.
Konkurrencens tema er oplevelsen af arkitekturens rum over tid. Opgaven er at skabe et filmisk forløb eller en sekvens på 1-5 minutter, der animerer arkitekturen ved at inddrage tiden som dimension.
Konkurrencebidragene vil blive bedømt på deres kunstneriske kvalitet og evne til at skabe inspiration til fornyelse af arkitekturen og filmmediet.
Bidrag til konkurrencen kan indsendes eller uploades fra den 1. februar 2015. Deadline er den 12. marts 2015. Læs mere på www.henninglarsensfond.dk. Navnene på vinderne offentliggøres den 20. august 2015 på websitet.
Bedømmelseskomitéen består af arkitekt Troels Troelsen, filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen, mag. art. Bente Scavenius, arkitekt Peter Møller Rasmussen og production designer Jette Lehmann. Rektor Vinca Wiedemann er suppleant.
Henning Larsens Fond blev stiftet for private midler af arkitekt Henning Larsen i 2001 og har siden da hvert år foretaget uddelinger på stifterens fødselsdag, den 20. august.
Fonden, som er almennyttig og almen velgørende, har til formål at støtte dansk arkitektur i bred forstand. En række danske arkitekter har modtaget prisen, og Fonden har afholdt internationale konkurrencer.
Pressekontakt
Farid Fellah
Kommunikationschef
+45 82 31 31 60