02/04-13
-
Pressemeddelelse
It -erhvervet fik solid vækst i 2012
2012 endte med en solid vækst på 6 pct. for det danske it-marked, viser nye tal fra analysehuset IDC. Det er først fremmest et stigende salg af tablets og smartphones, der har skabt væksten på it-markedet. Salg af it-services ligger dog fortsat meget lavt, og det vækker bekymring i IT-Branchen:
- Det er meget positivt, at vi i Danmark for alvor har taget de nye mobile teknologier til os. Men det er bekymrende, at virksomhederne er så tilbageholdende med at bruge it-services, der kan styrke deres forretning. Danske virksomheder satser desværre ikke nok på at udnytte nye digitale muligheder, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
De nye IDC-tal viser, at salget af tablets, smartphones og andet hardware steg i 2012 med 13,9 pct. sammenlignet med 2011. Salget af it-services steg i 2012 kun med 1,7 pct.
- Der er ingen tvivl om, at det er de mobile enheder, som lige nu trækker det danske it-marked op, men markedet er ved at blive mættet og, der er pres på priserne. Den fortsatte makroøkonomiske usikkerhed og udsigten til lav økonomisk vækst fastholder det samlede it-marked i en forsigtig tilstand, siger chefanalytiker Anders Elbak fra analysehuset IDC.
BEHOV FOR INVESTERINGSVINDUE FOR TEKNOLOGI
Danske virksomheder er stadig tilbageholdne og investerer kun i nye it-projekter, der umiddelbart reducerer udgifterne eller giver direkte målbar værdi til virksomheden, lyder markedsvurderingen fra IDC.
IT-Branchen ser det som et problem, at mange især små- og mellemstore virksomheder, ikke har nok viden om mulighederne og potentialet for virksomheden ved at investere i nye it-løsninger. Det er til stor skade for virksomhedernes vækst og produktivitet. IT-Branchen mener, det er nødvendigt at gøre det særligt attraktivt for danske virksomheder at satse digitalt fremover:
- Regeringen bør lave et målrettet investeringsvindue, så virksomheder kan få en særlig afskrivning af de investeringer, de laver i it og andet, der øger deres produktivitet. Det er vigtigt, at virksomheder også kan afskrive udgifter til it-rådgivning, som hjælper virksomhederne med, hvordan de kan styrke deres forretning med it, siger Morten Bangsgaard.
SOFTWARE TAGER FØRERTRØJEN
Den danske it-vækst i 2013 og 2014 bliver lavere end sidste år. Lyspunktet fremover bliver software-markedet. I 2013 og 2014 vil udvikling og salg af software vækste med 5-6 procent om året, viser IDC-prognosen.
- Fremtidsudsigterne for danske softwarevirksomheder er relativt gode. Det bliver primært her væksten skal komme fra de kommende år, siger Anders Elbak fra IDC.
IDC forventer en samlet vækst for hele it-markedet i 2013 på 2,4 procent.
(Se alle tal fra analyse i den vedhæftede PDF)
Relevant information
http://www.itb.dk
Firma
IT-Branchen
Børsbygningen, Slotsholmsgade
1217 København K,
Danmark
+45 72 25 55 02
+45 27 83 90 38
http://www.itb.dk