18/12-08
-
Pressemeddelelse
Ny uddannelse i design af sociale medier
Få din hyre for at hænge ud på Twitter, Facebook og andre sociale netværk. Og lær at styre digitale medieproduktioner. Ny bacheloruddannelse i digitale medier og design er adgangsbilletten til en fremtid i den digitale verden.
IT-Universitetet starter en ny bacheloruddannelse i digitale medier og design. Uddannelsen henvender sig til de mange unge, der er fascineret af design og konstruktion af digitale medier.
"Uddannelsen er tænkt ind i en global kontekst, hvor omdrejningspunktet er et samarbejde med bacheloruddannelsen "Computational Media" fra Georgia Institute of Technolgy i Atlanta, USA. Georgia Tech er et af de ældste og mest respekterede polytekniske universiteter i USA. De to universiteter vil samarbejde om fælles undervisningsforløb på tværs af kontinenterne, podcasting af undervisning og udveksling af studerende," fortæller lektor Lone Malmborg fra IT-Universitetet i København. Hun har været med til at opbygge den nye uddannelse.
Virksomheder efterlyser kompetencer
IT-Universitetet har undersøgt erhvervslivets behov for ansatte med kompetencer inden for området. Mange virksomheder har brug for denne type kompetencer. Det gælder især virksomheder, der arbejder med digitale medier f.eks. udvikling af web 2.0-løsninger, sociale netværkstjenester, webdesign, mobilkommunikation og brugervenlig teknologi.
"Tit og ofte ansætter de folk, der har kompetencer inden for kommunikation eller design, men som eksempelvis mangler praktisk erfaring med udvikling, design og konstruktion. Eller mangler viden om, hvordan man planlægger og arbejder strategisk med digitale medier. Det behov vil vores nye bachelorer kunne imødekomme," siger Lone Malmborg.
Om uddannelsen
Bacheloruddannelsen i digitale medier og design giver de studerende en teoretisk og praktisk baggrund inden for digitale medier og design: interaktionsdesign, konceptudvikling, analyse og konstruktion af digitale medieproduktioner.
Bacheloruddannelsen åbner dørene for 80 nye studerende i slutningen af august 2009. Allerede nu og henover foråret bliver gymnasieklasser inviteret inden for og får en smagsprøve på den nye uddannelse.
Ansøgningsfristen for optagelse på den nye uddannelse er for kvote 2: 15. marts 2009, kvote 1: 5. juli 2009. Man kan allerede nu tilmelde sig nyhedsbrev med nyt om uddannelsen: http://www.itu.dk/main/nyhedstjenesten.html
Læs mere om uddannelsen og optagelseskravene: www.itu.dk/bachelordigital
Kontaktperson: Uddannelseskoordinator Anne Nicolaisen, tlf.: 7218 5092, e-mail: anni@itu.dk
Om IT-Universitetet i København
På IT-Universitetet forskes og undervises i et bredt spektrum af emner inden for it, bl.a. innovativ kommunikation, computerspil, it til organisationer, softwareudvikling og programmeringssprog.
Relevant information
http://www.itu.dk
Firma
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S,
Danmark
72 18 50 00
25 55 04 47
http://www.itu.dk