30/11-10
-
Pressemeddelelse
Valg af skole, læge, dagtilbud m.m. sker næsten i blinde
Det er svært for brugerne at gennemskue kvaliteten, når de skal vælge gymnasium, skole, læge, sygehus, ældrepleje eller dagtilbud. Det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse "Brugerforhold på fritvalgsområderne".
Områderne er kendetegnet ved, at brugerne sjældent selv betaler direkte for ydelsen, og at de frit kan vælge mellem udbyderne. Når brugerne ikke skeler til prisen, så må udbyderne primært konkurrere om at levere den bedste kvalitet.
Analysen bygger på en rundspørge blandt knap 4.000 brugere og pårørende, hvor deres svar kun indgår, hvis de har været med til at træffe et valg på området inden for det seneste år.
Deltagerne har vurderet ni forskellige spørgsmål om forholdene på de seks områder på en skala fra nul til ti. På den baggrund er ForbrugerForholdsIndekset (FFI) beregnet. Der er en generel tendens til, at pårørende giver en lavere vurdering end direkte brugere.
De fleste områder får en FFI-værdi omkring seks med de gymnasiale uddannelser i top. Ældreplejen skiller sig ud med en FFI-værdi lige under fem. På området for ældrepleje er en stor del af respondenterne pårørende.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
"Analysen viser, at der er et behov for, at de enkelte institutioner og de ansvarlige myndigheder på hvert af de seks områder informerer bedre om, hvad de kan tilbyde. Det vil komme både brugere og pårørende til gode."
"Når brugerne ikke kan skele til prisen og ikke kan gennemskue kvaliteten, før de træffer et valg, så har konkurrencen ringe vilkår. Det gælder for gymnasier, skoler, sygehuse, læger, plejehjem og daginstitutioner."
"Brugerne får lettere ved at vælge de bedste ydelser, hvis de kan gennemskue, hvad de har at vælge imellem. På sigt kan det give mere for pengene indenfor uddannelse, sundhed og børne- og ældrepleje i Danmark."
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
72 26 80 20
http://www.forbrug.dk
Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail
Tilmeld dig her