Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/01-11   -   Pressemeddelelse

Netsupermarkeder

Selvom det var koldt og sneen føg, var der ikke mange, der lagde vejen forbi supermarkederne på nettet i 2010. Kun et fåtal af de danske forbrugere køber dagligvarer ind på nettet. Det viser ny undersøgelse af netsupermarkeder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kendskabet til netsupermarkeder blandt danske forbrugere er begrænset. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye undersøgelse viser, at 90 procent af de adspurgte ikke har prøvet at handle i supermarkeder på nettet inden for det sidste år. Og næsten halvdelen af dem (43 procent) kender slet ikke nogen netsupermarkeder.

I samarbejde med TNS Gallup har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen spurgt 2.152 forbrugere om deres holdninger til netsupermarkeder. Desuden har styrelsen undersøgt netsupermarkedernes varesortiment, priser og leveringsbetingelser samt foretaget anonyme prøvekøb i udvalgte netsupermarkeder.

"Undersøgelsen viser, at mange forbrugere gerne vil handle dagligvarer på nettet, hvis varerne er billigere end i butikkerne. De, der ikke bruger netsupermarkeder, tænker altså mere på varens pris, end på hvor meget tid, transport og slæb man sparer", siger Søren Gaard, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Netop det at man sparer tid og kan handle ind, hvor som helst og når som helst, fremhæver de 10 procent af forbrugerne, der bruger netsupermarkeder, som en stor fordel.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har også gennemgået handelsbetingelserne for alle 10 danske netsupermarkeder, og set på bl.a. leveringsområder, leveringstidspunkter, bestillings- og afbestillingsfrister og sortiment.

Et kig på netsupermarkedernes handelsbetingelser viser, at der er forskel på fleksibiliteten - særligt når det gælder udbringning. Ingen af netsupermarkederne tilbyder at levere overalt i landet, men tre kommer tæt på, disse er Sartorvet.com, Superbest.dk og Torvet.dk. Der er også forskel på, hvornår varerne bliver leveret:

"Nogle netsupermarkeder leverer fx mellem kl. 18-20, mens andre leverer stort set hele dagen - også selvom kunden ikke er hjemme til at tage imod varerne. Og skulle man fx fortryde at have købt lidt for meget slik, så varierer afbestillingsfristen hos de 10 netsupermarkeder fra 1 time til 41 timer. Står du og mangler mælk til kaffen her og nu, så må du nok ty til en almindelig butik. Fristen for bestillinger hos netsupermarkederne ligger mellem 2-72 timer", siger Søren Gaard, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Undersøgelsens hovedresultater

- 90 procent har ikke handlet hos netsupermarkeder inden for det sidste år, og 43 procent af disse forbrugere har ikke kendskab til specifikke netsupermarkeder.

- Næsten halvdelen (48 procent) af de forbrugere, der ikke har handlet hos netsupermarkeder, vil overveje dette, hvis varerne var billigere end i almindelige butikker.

- Henholdsvis 39 og 37 procent handler på nettet for at spare tid og på grund af bekvemmelighed, og 36 procent af de forbrugere, der ikke har handlet i et netsupermarked, vil overveje det, hvis de ved, hvornår varerne bliver leveret.

- Til en vis udstrækning ligner netsupermarkedernes handelsbetingelser hinanden. På en række områder, såsom leveringsområde, -frekvens, -metode samt fleksibilitet er der forskelle.

- Prøvekøbene viser, at der i stort set alle tilfælde er overensstemmelse mellem bestilling og den faktiske levering - både når det gælder varernes kvalitet, og hvorvidt man modtager de korrekte varer til den aftalte tid.

Du kan læse mere om netsupermarkeder på forbrug.dk :
http://www.forbrug.dk/Test-og-raad-foer-du-koeber/Bolig-og-fritid/Netsupermarkeder

På forbrugerstyrelsen.dk kan du læse hele undersøgelsen af netsupermarkeder :
http://www.forbrugerstyrelsen.dk/Fakta-og-analyse/test/Netsupermarkeder

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Maja Bessesen, pressemedarbejder i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, tlf.: 32 66 92 04.

I weekenden og om aftenen kontakt pressetelefonen: tlf. : 29 24 70 60.

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  72 26 80 20

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire