Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/02-11   -   Pressemeddelelse

Reklamen følger dig på nettet

De fleste forbrugere ønsker ikke at få adfærdsbaserede reklamer på nettet, men kun få ved hvordan, de kan undgå dem, viser ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Du kan slette de cookies, der er med til at målrette reklamer, men det kan gå ud over brugervenligheden på nettet, lyder det fra styrelsen.

Adfærdsbaseret reklame på internettet foregår ved at forbrugernes færden på nettet registreres. Via cookies - små datafiler - indsamler annoncenetværk oplysninger om, hvilke hjemmesider forbrugerne besøger, og hvilke produkter man viser interesse for. Oplysningerne bliver brugt af annoncenetværkene, som målretter reklamer til forbrugerne. Reklamerne vises så på de sider, man herefter besøger, og som er en del af annoncenetværket.

Forbrugerne ønsker ikke målrettede reklamer
Undersøgelsen viser, at hovedparten af forbrugerne har en negativ eller meget negativ holdning til adfærdsbaserede reklamer på internettet. Det kommer dog ikke bag på nogen, at der bliver registreret oplysninger om dem på nettet, og at de bliver brugt i annonceøjemed:

"Vi kan se ud fra undersøgelsen, at en stor del af forbrugerne ikke bryder sig om at få skræddersyede reklamer på nettet. Mange ved ikke, hvordan de kan undgå dem, men du kan faktisk selv forebygge, at dit internetbrug bliver registreret og brugt til målrettet reklame: Indstil din computer til at slette cookies automatisk, men vær samtidig opmærksom på, at det kan gå ud over brugervenligheden på de netsider, du bruger meget." siger Chris Nielsen, fuldmægtig i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Se vejledning i at slette cookies på forbrug.dk

Reklamer på Facebook og Google
I mange situationer giver forbrugerne frivilligt oplysninger videre, som kan bruges til at målrette kommercielt indhold. Fx når man opretter en profil på Facebook eller en G-mail og frivilligt angiver en række specifikke personoplysninger.

Facebook Ads tilbyder annoncører adgang til en bestemt målgruppe baseret på de personlige oplysninger som køn, alder, bopæl som fritidsinteresser, som Facebook-brugerne har opgivet. Hvis en københavnsk sportsbutik fx kører en kampagne for løbeudstyr, og ønsker at målrette annoncer til løbeinteresserede københavnere i alderen 25-35 år, kan den målgruppe udvælges via Facebook blandt dem, der har angivet "løb" som fritidsinteresse. Udvælgelsen af annoncer foregår automatisk via en annoncebase og kommer frem, når brugerne er på Facebook.

Fakta om undersøgelsen

- Brugen af adfærdsbaseret reklame er stadig begrænset blandt danske annoncører og udgør i dag mellem 7-15 procent af det samlede onlineannoncemarked i Danmark, men forventes at stige til mellem 13-28 procent de kommende år.

- Forbrugerne udviser en negativ holdning til, at reklamebranchen kan målrette reklamer mod dem. Hovedparten (54 procent) af forbrugerne har en negativ eller meget negativ holdning til, at reklamer kan målrettes mod dem på baggrund af deres adfærd på internettet.

- En stor del af forbrugerne tænker på, at der bliver registreret oplysninger om dem og er bevidste om, at reklamer på internettet kan målrettes mod dem. Det har dog ikke i særlig høj grad ændret på forbrugernes adfærd på nettet. Én tredjedel har således slet ikke ændret adfærd, mens en anden
tredjedel kun i mindre grad har ændret adfærd.

- Forbrugerne er kun i begrænset omfang bevidst om, hvad de kan gøre for undgå målrettede reklamer. 38 procent af forbrugerne ved ikke, hvordan de skal slette deres cookies, og 56 procent ved ikke, hvordan de indstiller deres internetbrowser til automatisk at slette cookies.

- I den kommende revidering af e-databeskyttelsesdirektivet stilles der krav om samtykke fra forbrugerne, inden der må indsamles oplysninger om dem. Den konkrete udmøntning af kravet om samtykke og dermed konsekvenserne for forbrugerne - af det reviderede direktiv kendes endnu ikke.
Undersøgelsen af adfærdsbaseret reklame består af en Gallupundersøgelse, en afdækning af reglerne på området samt en analyse af markedet for adfærdsbaseret reklame i Danmark.

Kontakt:
Pressemedarbejder Maja Bessesen, tlf.: 3266 9204
Pressetelefonen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, tlf.: 2924 7060

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  72 26 80 20

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire