Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/05-11   -   Pressemeddelelse

Erik Jørgensen Møbelfabrik dømt for at diktere priser

Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S, direktøren samt salgs- og marketingschefen i virksomheden er dømt for at fastsætte bindende videresalgspriser ved at aftale med visse forhandlere, at de udelukkende må skilte med de vejledende udsalgspriser på bestemte designmøbler. De er samtidig dømt for at forbyde udsalgsannoncering af møblerne.

Retten i Svendborg har idømt Erik Jørgensen Møbelfabrik en bøde på 500.000 kr. Direktøren og salgs- og marketingschefen skal begge betale en bøde på 25.000 kr.

Sagen handler om, at Erik Jørgensen Møbelfabrik i perioden september 2004 til efteråret 2008 har krævet af sine forhandlere, at de solgte designmøblerne EJ 5 Corona og EJ 100 Oxchair til på forhånd fastsatte mindstepriser. Manglende overholdelse af annonceforbuddet i udsalgsøjemed ville medføre, at fremtidig annonce- eller aktivitetsstøtte blev taget op til nærmere overvejelse.

Konkurrencestyrelsen gennemførte i 2008 en kontrolundersøgelse hos Erik Jørgensen Møbelfabrik. På baggrund af kontrolundersøgelsen anmeldte styrelsen virksomheden til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK). Efterforskningen førte til, at SØK rejste tiltale mod Erik Jørgensen Møbelfabrik i november 2010.

Retten i Svendborg har dømt virksomheden og dens ledelse i en række forhold og frifundet dem i en række andre forhold. Retten har ved fastsættelsen af bøden til virksomheden i skærpende retning lagt vægt på, at forholdet anses for alvorligt, og at gerningsperioden har været af ikke kort varighed. Som formildende omstændigheder er der lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at overtrædelsen har haft indvirkning på markedet.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, udtaler:

"Det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, når en producent dikterer forhandlernes priser."

"Bindende videresalgspriser sætter konkurrencen blandt forhandlerne ud af kraft. Det går ud over forbrugerne, som kommer til at betale overpriser."

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  72 26 80 20

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire