08/09-11
-
Pressemeddelelse
Forbrugerklagenævnet afgør flere sager om køb af tv
Forbrugerklagenævnet har afgjort en række sager om køb af tv før overgangen til de digitale tv-kanaler.
Forbrugerklagenævnet har afgjort 15 sager om køb af tv. I 10 af sagerne får forbrugeren medhold, mens forhandlerne får medhold i de resterende fem sager.
Forbrugeren får medhold i otte sager, fordi tv-forhandlerne burde have haft en viden om - og oplyst forbrugeren om - at de solgte tv ikke var i stand til at modtage de digitale signaler. I to sager får forbrugeren medhold, fordi Forbrugerklagenævnet vurderer, at forbrugeren berettiget har forventet, at et tv solgt som "Full HD" kan modtage kanaler i HD-kvalitet.
I fem sager får forhandlerne medhold, fordi Forbrugerklagenævnet vurderer, at forbrugerne havde fået de oplysninger, som var tilgængelig på det tidspunkt, tv'et blev købt.
I seks sager får forbrugerne pengene for tv'et retur, mens forbrugerne får et afslag i prisen i fire sager.
I ni ud af de 15 sager har et mindretal af Forbrugerklagenævnets medlemmer udtrykt uenighed med nævnets flertal.
Forbrugerklagenævnets nye afgørelser er et led i en lang række sager om køb af tv og overgangen til de digitale tv-signaler. Nævnet har i den forbindelse tidligere afgjort lignende sager. I afgørelserne har Forbrugerklagenævnet generelt lagt vægt på, at tv-forhandlerne skal give forbrugerne de relevante oplysninger om tv'et på købstidspunktet.
Forbrugerklagenævnet har i alt modtaget omkring 350 sager om køb af tv og overgangen til det digitale tv-signal. I øjeblikket verserer der omkring 200 sager - heraf er 78 sat i bero og afventer en dom fra Østre Landsret. Forbrugerklagenævnet afgør flere sager på området senere på året.
For yderligere information kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 7226 8020.
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
72 26 80 20
http://www.forbrug.dk
Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail
Tilmeld dig her