13/09-11
-
Pressemeddelelse
Ticket to Heaven betaler 300.000 kr. i bøde for at aftale loft over rabatter
Børnetøjsproducenten Ticket to Heaven A/S og den tidligere indehaver af børnetøjsforretningen Bambino Børnetøj har vedtaget bøder for at aftale rabatsatser ved salg af tøjmærket "Ticket to Heaven". Det er i strid med konkurrenceloven.
De to firmaer havde indgået en aftale om, at de under et udsalg i deres net-butikker maksimalt ville give rabatter på 30 % af den vejledende udsalgspris på børnetøj af mærket "Ticket to Heaven". Aftalen strakte sig over perioden fra den 25. januar 2008 til den 31. januar 2008.
Ticket to Heaven A/S har vedtaget en udenretlig bøde på 300.000 kr. for overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. I fastsættelsen af bøden er der taget højde for, at virksomheden har erkendt overtrædelsen.
Virksomheden Bambino Børnetøj, der blandt andet solgte Ticket to Heavens produkter, er ophørt i mellemtiden. Den tidligere indehaver af net-butikken har vedtaget en personlig udenretlig bøde på 25.000 kroner.
Konkurrencestyrelsen anmeldte sagen til Statsadvokaten for særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) i marts 2009. Det skete på baggrund af materiale, der var fundet ved en kontrolundersøgelse hos Ticket to Heaven i oktober 2008.
For yderligere information kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 72 26 80 20
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
72 26 80 20
http://www.forbrug.dk
Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail
Tilmeld dig her