Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/09-11   -   Pressemeddelelse

Teleselskabet Tellio betaler bøde på 150.000 kr. for manglende mindstepris

Vildledende markedsføring af prisen på mobilabonnementer og "gratis" oprettelse, der viste sig at indebære ekstra omkostninger betyder nu, at Tellio har fået en bøde på 150.000 kr.

Tellio reklamerede i en kortere periode i 2010 på selskabets hjemmeside bl.a. for forskellige telefonabonnementer uden at oplyse den samlede mindstepris for abonnementerne. Endvidere reklamerede selskabet med, at oprettelsen var gratis, selvom forbrugerne både skulle betale for oprettelsen samt for leje af adapter og fragt.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor i efteråret 2010 Tellio for vildledende og mangelfulde oplysninger i strid med markedsføringslovens § 3 og for ikke at leve op til kravet i markedsføringslovens § 13, som fastslår, at der skal reklameres tydeligt med den samlede pris.

Selskabet har nu accepteret at vedtage en bøde på 150.000 kr. for overtrædelsen.

- Mindsteprisen på et abonnement skal være oplyst korrekt. Det er helt afgørende for forbrugerne, at de kan danne sig et præcist billede af, hvad et mobilabonnement med evt. tilhørende telefon og udstyr vil koste dem, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Bøden er fastsat på baggrund af oplysninger om selskabets indtjening og omkostninger i forbindelse med den omhandlede markedsføring. Det har desuden haft indflydelse på bødens størrelse, at selskabet for et par år siden betalte en bøde for en lignende overtrædelse. Omvendt er det tillagt betydning, at selskabet rettede hjemmesiden til umiddelbart efter Forbrugerombudsmandens henvendelse.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Tina Emilie Pedersen
Informationsmedarbejder hos Forbrugerombudsmanden
Tkf. 32 66 90 31

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  72 26 80 20

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire