22/09-11
-
Pressemeddelelse
Internetfirma politianmeldt af Forbrugerombudsmanden
Det er i strid med markedsføringsloven, hvis en erhvervsdrivende annoncerer med priser ekskl. moms på varer, der kan købes af forbrugere. Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt Greenline A/S.
Greenline A/S, der sælger el-artikler på internettet, har annonceret med priser uden moms. Det er ikke lovligt, når man markedsfører sig over for forbrugere, fordi det gør den reelle pris uigennemsigtig.
Efter markedsføringslovens § 13 skal en erhvervsdrivende, der annoncerer over for forbrugere, oplyse varens samlede pris inklusive alle gebyrer, omkostninger, moms og andre afgifter, som forbrugeren skal betale.
Forbrugerombudsmanden havde i forbindelse med en tidligere sag oplyst virksomheden om reglerne og opfordret virksomheden til at lovliggøre hjemmesiden. Efter at have modtaget en ny henvendelse fra en forbruger om den erhvervsdrivendes hjemmeside har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt virksomheden. Den erhvervsdrivende har nu rettet priserne på hjemmesiden, således at priserne fremgår inkl. moms.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Diane Svanholm Kvist
Procedurefuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 32 66 90 25
(fra den 26. september 2011: 41 71 50 77)
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
72 26 80 20
http://www.forbrug.dk
Modtag nyheder fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på mail
Tilmeld dig her