27/09-16
-
Pressemeddelelse
Taskforce skal finde langsigtede løsninger for orkesterlandskabet
Kulturminister Bertel Haarder har sat den internationalt anerkendte chefdirigent Giordano Bellincampi i spidsen for en orkestertaskforce, der skal sætte landsdelsorkestrenes udfordringer under lup.
Kulturminister Bertel Haarder siger:
"Jeg har lyttet til landsdelsorkestrenes signal om vanskelighederne med at håndtere de aktuelle stramme økonomiske vilkår. Jeg har derfor besluttet at nedsætte en "orkestertaskforce" med Giordano Bellincampi i spidsen, som skal komme med anbefalinger til, hvordan landsdelsorkestrenes udfordringer kan håndteres. Bellincampi er en højt estimeret kapacitet, der i dag er chefdirigent ved flere udenlandske symfoniorkestre og samtidig har en lang praktisk erfaring med den klassiske musik i Danmark. Vi kunne næppe have ønsket et sæt mere kvalificerede øjne til at se på det danske orkesterlandskab."
Chefdirigent Giordano Bellincampi siger:
"Jeg ser frem til at tage hul på arbejdet og ser det som en af mine første og vigtigste opgaver at få etableret en positiv og inddragende dialog med landsdelsorkestrene. Orkesterområdet som helhed står over for en række udfordringer, som ikke bliver mindre i de kommende år. Jeg håber, at alle parter vil bidrage, så vi kan skabe konkrete langsigtede løsninger, som kan styrke orkestrenes vej ind i fremtiden."
Taskforcen skal undersøge en række konkrete problematikker:
· om der kan sikres bedre ressourceudnyttelse og større kvalitet og mangfoldighed i repertoiret, fx gennem samarbejdsforpligtelser eller strukturelle ændringer i orkesterlandskabet
· om faldet af faste musikere alene skyldes reducerede bevillinger, eller om orkestrene også selv har prioriteret andre udgifter
· om det - i lyset af ændrede publikumsvaner, tiltagende internationalisering og specialisering og inden for de ressourcer, der er - kan være fordelagtigt at differentiere og specialisere orkestrene
· om der med de indgåede aftaler om arbejdstilrettelæggelse og ansættelsesgrad kan sikres tilstrækkelig fleksibilitet og smidighed, eller om de evt. hæmmer orkestrenes præstationsmuligheder.
Taskforcen vil ud over Giordano Bellincampi bestå af kontorchef Karin Marcussen, Kulturministeriet, og enhedschef Henrik Wenzel Andreasen, Slots- og Kulturstyrelsen. Taskforcen forventes at afgive sine anbefalinger med udgangen af februar 2017.
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk