03/10-16
-
Pressemeddelelse
Bertel slår rekord - 7.853 dage som minister
Den 6. oktober 2016 har Bertel Haarder sammenlagt siddet som minister i 7.853 dage - det giver ham rekorden som den længst siddende minister siden parlamentarismens indførelse i 1901. Det fejres med en reception på Thorvaldsens Museum d. 5. oktober.
Når Bertel Haarder går på arbejde i Kulturministeriet d. 6. oktober, slår han rekorden som den længst siddende minister i Danmark siden systemskiftet i 1901. Kulturministeren overgår den dag fhv. landbrugsminister Kristen Bording (S), der i alt sad som minister i 7.852 dage.
Kulturminister Bertel Haarder siger:
"Folkestyre er ikke politikerstyre, men af og til skal der jo være nogen, der skærer igennem. Det har jeg så haft æren af i næsten 22 år sammenlagt. Der er sikkert nogle, der synes, at det også er mere end rigeligt - men tænk på Fidel Castro, Robert Mugabe og den franske Solkonge! Jeg er jo en ubetydelig grønskolling i det selskab. Eller som Grundtvig sagde: 'Alderdom er ingen brøde, når man blev med æren grå!' Så rekorden - den skal fejres!"
Bertel Haarder fejres på Thorvaldsens Museum d. 5. oktober kl. 15-17, hvor pressen er inviteret. Tilmelding er påkrævet, og forespørgsler om interviews rettes til:
Sune Blicher, presserådgiver i Kulturministeriet, sub@kum.dk
Overblik over Bertel Haarders ministerperioder:
· kulturminister og kirkeminister fra 28. juni 2015
· indenrigs- og sundhedsminister fra 23. februar 2010 til 3. oktober 2011
· undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde fra 23. november 2007 til 23. februar 2010
· undervisningsminister og kirkeminister fra 18. februar 2005 til 23. november 2007
· integrationsminister og udviklingsminister fra 2. august 2004 til 18. februar 2005
· integrationsminister fra l. januar 2003 til 2. august 2004
· integrationsminister og europaminister fra 27. november 2001 til l. januar 2003
· undervisnings- og forskningsminister fra 10. september 1987 til 25. januar 1993
· undervisningsminister fra 10. september 1982 til 10. september 1987
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk