10/10-16
-
Pressemeddelelse
Jazz for børn og prisbelønnet akkordeonspiller på kulturnatten
Kig forbi Kulturministeriet på Kulturnatten i København, og oplev blandt andet trommeslageren Jeppe Gram og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren, når de optræder sammen for første gang.
I Kulturministeriet byder dette års Kulturnat bl.a. på jazz for både børn og voksne, rundvisning og anekdoter i ministeriets krinkelkroge og koncerter med unge talenter fra Rytmisk Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Du kan også prøve at sidde i Bertel Haarders ministerstol og skrive dit forslag til Danmarkskanonen. Vi kvitterer med quiz og lakrids - og en kop varm kaffe i gården.
Det hele finder sted i Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K, fredag d. 14. oktober 2016 fra kl. 18 som en del af Kulturnatten 2016.
PROGRAM
Kl. 18-23
Hele aftenen er der koncerter, kaffevogn og vores Danmarkskanon-cykel i den hyggelige gård. Meyers kantine har åbent og på ministerkontoret vil der være mulighed for at prøve at sidde i ministerens stol og udfylde postkort med forslag til Danmarkskanonen.
Kl 18.10
Kulturminister Bertel Haarder byder velkommen på scenen i gården
Kl. 18.15
Børne-tv-vært Jeppe Vig er på en musikalsk mission sammen med sine trofaste Jazzhyæner. Sammen vil de 5 sprudlende musikere udbrede jazzens toner og skæve univers til børn. Børnene inspireres til at udforske jazzens muligheder for selv at digte med, danse eller blot lade sig forføre af melodierne. Arrangeret i samarbejde med Koda Skolekontakt.
Kl. 19, 20 og 21
Kom med på rundvisning og se ministeriet indefra. Få et unikt indblik, når en af ministeriets medarbejdere gennem 35 år viser rundt og fortæller anekdoter. Begrænset antal pladser, 25 deltagere pr rundvisning.
19.30
Bløde toner i gården, når Camilla Munck, Bjørn Heebøll og Moogie Johnson fra Rytmisk Musikkonservatorium giver koncert.
20.45
Den prisbelønnede akkordeonstuderende Hanzhi Wang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har trods sin unge alder allerede en bemærkelsesværdig international karriere. Hun vil blandt andet spille værker af Edvard Grieg og et selvkomponeret værk.
22.00
Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren og trommeslageren Jeppe Gram optræder for første gang sammen i en duokonstellation. Sammen vil de to udforske et åbent musikalsk rum og måske føje nye farver til paletten i duo-formatet.
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk