22/09-09
-
Pressemeddelelse
Nyt center i Roskilde skal bygge vækstbro mellem erhvervsliv og kultur
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og kulturminister Carina Christensen åbner i dag det nye Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi i Roskilde.
Formålet med Center for kultur- og oplevelsesøkonomi er at forbedre vilkårene for vækst gennem bedre samspil mellem erhvervsliv og kulturliv, herunder styrkelse af kulturlivets erhvervsmæssige kompetencer.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen siger:
"Vi bør alle have store forventninger til det nye Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi. Væksten i dansk økonomi afhænger af, at vi kan nedbryde traditionelle barrierer og skabe nye samarbejdsrelationer. Jeg håber, at det nye center kan være med til at åbne og vise vejen for det store vækstpotentiale, der ligger i et tættere samarbejde mellem erhvervslivet og kulturlivet."
Kulturminister Carina Christensen siger:
"Kulturen og erhvervslivet har rigtig meget at bruge hinanden til, og der ligger et kæmpepotentiale her, som vi skal blive endnu bedre til at udnytte. Med Center for Kultur- og oplevelsesøkonomi er der nu skabt en platform, som kan bidrage til, at der bliver skabt nye og innovative partnerskaber, at der bliver brudt op med de gammelkendte dogmer og fremover skabt uventede og spændende samarbejder mellem kultur- og erhvervslivet."
Baggrunden for Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) er den politiske aftale indgået i 2007 mellem regeringen (V og K) og S, DF, RV og SF om styrkelse af kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark.
CKO er en offentligretlig selvejende institution stiftet i 2008 af Kulturministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Bestyrelsen på ni personer tiltrådte i august 2008 med Hans Skov Christensen, adm. direktør i DI, som formand. Direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning tiltrådte 1. marts 2009.
Åbningen finder sted kl. 13-14, CKO, Universitetsparken 7, 4000 Roskilde.
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Erik Ljunggren, Økonomi- og Erhvervsministeriet, tlf.: 40 18 43 46
Fakta om Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi:
· Visionen for CKO er at realisere kultur- og oplevelses-økonomiens potentiale i dansk erhvervsliv og derved skabe bedre vilkår for vækst i det danske samfund.
· CKO skal arbejde på at forbedre vilkårene for vækst gennem bedre samspil mellem erhvervsliv og kulturliv, herunder styrkelse af kulturlivets erhvervsmæssige kompetencer. CKO skal opsamle og skabe ny viden om, hvordan oplevelser i praksis kan anvendes. Videngenereringen skal ske gennem praksis i erhvervslivet, erfaringer fra kulturlivet og oplevelseserhvervene samt øget samarbejde mellem erhvervsliv og oplevelseserhverv/kulturliv.
· CKO har fem hovedopgaver:
1. Projektstøtte: Iværksætte projekter, der styrker samspillet og udvekslingen af kompetencer mellem kulturlivet og det øvrige erhvervsliv.
2. Profilering af kultur- og oplevelsesøkonomien og styrkelse af samarbejdet mellem områdets institutioner, virksomheder mv.
3. Viden: Indsamling, generering og formidling af viden til offentligheden, kulturlivet og virksomhederne. Herunder viden fra oplevelseszonerne.
4. Vejledning til virksomheder, der ønsker at arbejde med oplevelser og kreative kompetencer, og til aktører i kulturlivet, der ønsker at indgå i samspil med erhvervslivet.
5. Vurdering: Vurdere konsekvenser og perspektiver vedr. kultur- og oplevelsesøkonomien og have fokus på erhvervslivets forretningsmæssige muligheder ved brug af oplevelser.
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk