24/06-10
-
Pressemeddelelse
Regeringen styrker internationaliseringen af dansk kulturliv
Regeringen fremlægger i dag sin strategi for styrket internationalisering af dansk kulturliv.
Strategien præsenterer fem fokusområder og samler 48 konkrete initia-tiver, som skal sikre dansk kunst- og kulturlivs fortsatte plads på den globale scene:
Fokusområderne er:
· Kunstneren i en globaliseret verden
· Professionalisering og netværksdannelse på et globalt marked
· Samarbejde og fokusering af indsatsen for styrket internationalisering af dansk kulturliv og profilering af Danmark som kulturnation
· Udenlandsk kultur i Danmark
· Fortællinger om Danmark gennem dansk kunst og kulturarv.
Kulturminister Per Stig Møller:
"Det er regeringens mål, at vores kulturudveksling med udlandet skal bidrage til at fortælle nuancerede og troværdige historier om Danmark som kulturnation. Vores kulturudveksling med udlandet skal med andre ord fortsat bidrage til at udvikle dansk kunst og kultur, øge kendskabet til Danmark og fremme dialogen mellem dansk kultur og andre landes kulturer. Vi skal ud i verden. Og vi skal invitere verden på besøg hos os. Jeg er derfor glad for, at vi nu har en klar strategi, der fokuserer indsatsen for at få dansk kunst og kultur ud over landegrænserne og få mere udenlandsk kunst i Danmark."
Udenrigsminister Lene Espersen:
"Jeg er meget tilfreds med den nye strategi, som vil styrke Danmarks kulturudveksling med udlandet, bidrage til at udbygge billedet af Danmark som kreativ nation og fremme dialogen med andre landes kulturer. Den sikrer øget sammenhængskraft, fokusering og bedre ressourceudnyttelse i kulturudvekslingen. Det er mit håb, at strategien ud over at fremme kendskabet til Danmark og det danske i udlandet også vil bidrage til vækst og beskæftigelse her i landet i kraft af øget afsætning af danske kulturprodukter på udenlandske markeder."
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
"Vi skal være bedre til at udnytte det erhvervsmæssige potentiale i international kulturudveksling. Øget professionalisering og netværksdannelse på det globale marked er et vigtigt indsatsområde i strategien. Det kræver tilstedeværelse i udlandet, og EXPO 2010 i Shanghai er et godt eksempel. Derfor glæder jeg mig også til om få dage at besøge den danske pavillon på EXPO. Jeg forventer, at udlånet af Den Lille Havfrue og resten af EXPO-pavillonen bliver starten på flere gode handelsforbindelser og samarbejder. Vores strategi gavner både dansk kulturliv og erhvervsliv."
Strategien er primært rettet mod en række centrale koordinerende og udførende statslige aktører og skal samtidig være til gavn for dansk kulturliv som helhed.
Udspillet følger op på regeringsgrundlaget "Mulighedernes Samfund" fra november 2007 og lægger an til et nyskabende samarbejde mellem Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet om styrkelse af dansk kunst og kultur, markedsføring af Danmark, fremme af kultureksport og af dialog med andre landes kulturer.
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk