15/11-10
-
Pressemeddelelse
Danmark sikrer enestående Finn Juhl-sal i FN
I samarbejde med Realdania har Kulturministeriet og Udenrigsministeriet rejst de nødvendige midler til at finansiere restaureringen af den såkaldte Formynderskabsrådssal i FN i New York, som den danske arkitekt Finn Juhl skabte i begyndelsen af 50'erne.
Over de næste tre år gennemgår hele FN-komplekset i New York en gennemgribende restaurering, og FN anmodede ved restaureringsprocessens begyndelse Danmark om økonomisk støtte til at sikre salen. Det samlede danske bidrag til restaureringen er på 18 mio. kr., hvoraf Realdania bidrager med 10,5 mio. kr.
I forbindelse med restaureringen inviteres 5 designere til at konkurrere om at skabe nye mødeborde og en ny stol til salen. Herudover nyproduceres den oprindelige Finn Juhl-stol (FJ51) til FN-salen.
Kulturarvsstyrelsen står som garant for, at hele restaureringen sker i Finn Juhls ånd.
Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design bidrager til finansieringen af designkonkurrencen og udpeger de 5 designere, som inviteres til at deltage. Navnene på de deltagende designere offentliggøres medio december.
Kulturminister Per Stig Møller siger:
"Finn Juhl-salen er blandt de mest benyttede sale i FN og er et internationalt udstillingsvindue for dansk design og arkitektur. Det er derfor vigtigt, at vi nu sikrer et unikt stykke dansk arkitektur midt i et af verdens vigtigste centre for internationalt fredsbevarende og humanitært arbejde. Samtidig med, at vi viderefører et stykke dansk kulturarv, vil vi med en designkonkurrence tilføre salen nye danske designelementer, som bringer den ind i en moderne virkelighed."
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, siger:
"Finn Juhl har en særlig plads i dansk design- og arkitekturhistorie, og salen i FN-bygningen er efter vores opfattelse et dansk design- og arkitekturklenodie i topklasse, placeret i et af verdens absolutte centre. Det har derfor været naturligt for Realdania at bidrage til genskabelsen af salen med det oprindelige gulvniveau og en hesteskoformet bordopstilling og dermed sikre denne perle for eftertiden.
Fakta om Finn Juhl-salen
Danmark bidrog oprindelig med Finn Juhl-salen i forbindelse med opførelsen af FN-bygningen tilbage i 50'erne. Finn Juhl-salen blev alene i 2008 brugt til 399 forskellige møder og kulturbegivenheder, og hvert år passerer ca. 400.000 turister igennem salen på deres rundtur i FN-bygningen.
Salen fremstår i dag meget nedslidt på grund af den intensive brug gennem årene. Samtidig har to ombygningsprojekter under FN i 1964 og 1977 betydet, at den nuværende udformning ikke er i overensstemmelse med Finn Juhls grundlæggende designtanke. Med restaureringen bringes salen tilbage til det oprindelige Finn Juhl-udtryk i såvel udformning som interiør, samtidig med at den tilpasses det forhold, at FN i dag har næsten fire gange så mange medlemslande som i 1945.
Finn Juhl var blot 38 år, da han fik til opgave at tegne salen, der i dag står som et hovedværk i hans karriere. Salen er designet som en totalløsning. Det betyder, at Finn Juhl tegnede hele rummet fra loftets farverige lyskasser og trægardiner til vægpaneler, tæpper, lamper og stole.
Yderligere oplysninger
Kommunikationschef i Kulturministeriet
Michael Jannerup, tlf.: 24 69 64 21
Kontorchef i Udenrigsministeriet
Eva Egesborg Hansen, tlf. 33 92 08 41
Direktør i Realdania Hans
Peter Svendler, tlf. 70 11 66 66
Kontorchef i Kulturarvsstyrelsen,
arkitekt Mogens A. Morgen, tlf.: 33 74 52 78
Kommunikationschef i Kunststyrelsen
Marianne Strøm Hansen, tlf.: 21 45 24 40
Pressefotos
Download fotos af salen fra 50'erne og fra 2010 på kunst.dk
herBillederne kan frit benyttes med angivelse af fotograf.
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk