21/12-10
-
Pressemeddelelse
Fornuftige politiske drøftelser om biblioteksafgiften
På et møde den 9. december 2010 mellem kulturministeren og kulturordførerne fra Folketingets partier er der opnået enighed om, at den eksisterende biblioteksafgiftsordning fortsætter i hovedsagen uændret.
Desuden er der opnået enighed om, at Kulturministeriet følger udviklingen af digitale værker på bibliotekerne, navnlig e-bøger og musik.
Kulturminister Per Stig Møller siger:
"Jeg er yderst tilfreds med, at regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne med finansloven har sikret en permanent finanslovsløsning på biblioteksafgiftsområdet, som viderefører bevillingsniveauet på samme høje niveau som hidtil. Det skaber gode rammer for, at der fortsat skabes litteratur af høj kvalitet, og bidrager til et rigt dansk kulturliv."
De politiske drøftelser mellem kulturministeren og partierne har ført til, at den eksisterende ordning fortsætter. Der gennemføres dog nogle tekniske og administrative justeringer i bekendtgørelsen på området. Ministeriet sender et udkast til ændrede regler i en bred høring i starten af det nye år.
Der er blandt partierne enighed om at se nærmere på udviklingen af digitale værker på bibliotekerne - e-bøger og download af musik - i forhold til analoge værker. Derfor nedsætter kulturministeren en embedsmandsgruppe, der i 2011 skal følge e-bogens udvikling på bibliotekerne. Gruppen skal aflægge rapport i begyndelsen af 2012. Derudover vil Styrelsen for Bibliotek og Medier følge udviklingen i musikkens udbredelse på bibliotekerne i første halvår af 2011 og udarbejde en rapport i juni 2011.
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk