Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/06-11   -   Pressemeddelelse

Bred politisk aftale om teater

Enighed om større selvbestemmelse til de københavnske teatre samt en række andre ændringer for dansk teaterliv.

Regeringen har indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Kristendemokraterne om en række ændringer på teaterområdet, herunder om en ny struktur for Københavns Teater. Aftalen følger op på den brede debat om fremtidens teaterstruktur, som Teaterudvalgets rapport "Scenekunst i Danmark - veje til udvikling" skabte og på de fire undersøgelser, som blev besluttet iværksat som en umiddelbar opfølgning på rapporten.

Et velfungerende dansk teaterliv

Generelt er partierne enige om, at støtten til det danske teaterliv er velfungerende og tilrettelagt fleksibelt, således at der kan tages højde for den store mangfoldighed i dansk teaterliv. Partierne finder derfor heller ikke, at der er behov for en gennemgribende reform af strukturen. Aftalen indeholder dog en række konkrete ændringer, bl.a. vedrørende Københavns Teater.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

"Jeg er glad for, at vi nu kan lukke lang tids debat om dansk teater. På baggrund af Teaterudvalgets rapport og fire yderligere undersøgelser har vi haft alle bolde oppe at vende. Dette serviceeftersyn af teaterstøtten er mundet ud i, at vi kan konstatere, at vores teaterstøttesystem grundlæggende er sundt og velfungerende. Vi er derfor enige om, at der kun er behov for enkelte justeringer - primært hvad angår Københavns Teater.

Det er vigtigt, at teatrene i Københavns Teater får størst mulig indflydelse på de beslutninger, som påvirker deres arbejde. Derfor er det helt centralt, at vi er nået frem til en løsning, som både giver større selvstændighed og mere indflydelse til teatrene i Københavns Teater. Samtidig bliver arbejdet med en åben scene igangsat.

Det glæder mig også, at vi samtidig har opnået enighed om en løsning for Det Ny Teater."

Københavns Teater

- Den nye struktur for Københavns Teater giver mere selvbestemmelse og indflydelse til de teatre, som er med i ordningen. For at markere dette skifter ordningen samtidig navn til Det Københavnske Teatersamarbejde.

- Det bliver bestyrelserne for de enkelte teatre, der ansætter direktørerne for teatrene.
Der fastsættes en ramme for størrelsen af Det Københavnske Teatersamarbejdes udgifter til administration, og denne ramme vil blive reduceret i årene fremover. Provenuet vil blive anvendt til Det Københavnske Teatersamarbejdes medvirken til åben-scenefaciliteter i hovedstadsområdet.

- Den økonomiske støtte til Det Ny Teater sikres.

Ændringer på teaterområdet

Partierne bag aftalen ønsker at markere, at der nu er behov for, at de relevante parter finder en løsning på manglen på åben-scenefaciliteter for projektteatrene i hovedstadsområdet. Kulturministeren vil derfor tage initiativ til drøftelser med Det Københavnske Teatersamarbejde, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Statens Kunstråds Scenekunstudvalg og Scenekunstnere Uden Scene om, hvordan der indenfor de eksisterende økonomiske rammer til Det Københavnske Teatersamarbejde, de små storbyteatre i København og Frederiksberg og Statens Kunstråds støtte til projektteatre kan findes en løsning på problemet.

For så vidt angår turnéforestillinger, skal folketeatret.dk fortsat bringe egenproducerede forestillinger på turné - men skal derudover også facilitere, at andre forestillinger fra store og små teatre bringes rundt i landet.

For så vidt angår de mindre teatre, indføres der en ny og mere fleksibel ordning for egnsteatre og små storbyteatre, som åbner for, at teatrene kan vokse sig større.

Der gennemføres yderligere en række ændringer vedrørende de store teatre, egnsteatrene og de små storbyteatre og Statens Kunstråds opgaver på scenekunstområdet mv.

Læs aftalens ordlyd (pdf) : http://bit.ly/lREoFj

Læs de fire undersøgelser om Københavns Teater, Turnéteatret, Billetkøbsordningen og Internationalisering af dansk scenekunst:

Rapport om formidlingsordningen (pdf) : http://bit.ly/isB5QV

Rapport om turnéteater (pdf) : http://bit.ly/mO0gYc

Rapport om internationale aktiviteter (pdf) : http://bit.ly/ij1Nml

Økonomisk undersøgelse af Københavns Teater (pdf) : http://bit.ly/kqViOd

Yderligere oplysninger

Kontorchef i Kulturministeriet
Karin Marcussen, tlf.: 33 92 90 66

Kommunikationschef i Kulturministeriet
Michael Jannerup, tlf.: 24 69 64 21

Rasmus Jarlov, mf, (K), 61 62 54 75
Troels Christensen, mf, (V), 33 37 45 65
Karin Nødgaard, mf, (DF), 33 37 51 25
Mogens Jensen, mf, (S), 61 62 42 39
Pernille Frahm, mf, (SF), 33 37 44 15
Johs. Poulsen, mf, (RV), 33 37 47 13
Simon Emil Ammitzbøll, mf, (LA), 33 37 49 03
Per Ørum, mf, (KD), 33 37 49 90

Relevant information

http://folketeatret.dk


Pressekontakt


Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater