06/07-11
-
Pressemeddelelse
25,5 mio. kr. til forskning på de kunstneriske uddannelser
Kulturminister Per Stig Møller fordeler 25,5 mio. kr. i perioden 2011-2014 til forskning på de kunstneriske og kulturelle uddannelsesinstitutioner.
Midlerne skal styrke forskningen, der hvor kreativitet og innovation er kernekompetencer og øge forskningssamarbejdet.
Kulturminister Per Stig Møller siger:
"Vi skal i Danmark leve af viden og innovation. Her har forskningen og den kunstneriske udvikling på de kunstneriske uddannelser meget at byde på. Jeg er sikker på, at 25,5 mio. kr. vil styrke området markant som en nødvendig investering i fremtidens vækst og konkurrencekraft.
Jeg forventer, at midlerne vil være med til at styrke den kunstneriske forsknings placering og bidrag til vidensudviklingen i Danmark.
De fusionerende uddannelsesinstitutioner arbejder i øjeblikket intenst med at styrke de faglige samarbejder på alle niveauer. Det er vigtigt at fremme udforskningen af de fælles faglige berøringsflader mellem konservering, arkitektur og design med et løft af forskningen."
Tværfaglige forskningssamarbejder
Der udmøntes i perioden 2011-2014 6 mio. kr. til tværfaglige forskningssamarbejder på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Til at fremme forskningssamarbejdet mellem fagligt beslægtede institutioner gives i perioden 8 mio. kr. til fælles forskningsprojekter ved de 4 musikkonservatorier og 4 mio. kr. til fælles forskningsprojekter ved Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding.
Til styrkelse af eksisterende forskning ved Det Informationsvidenskabelige Akademi og Kunstakademiets Billedkunstskole gives 2 mio. kr. til hver institution.
Derudover reserveres 3,5 mio. kr. til ph.d. stipendier, der udmøntes via en kommende fælles ph.d.-skole for Kulturministeriets uddannelser.
Fordeling af midlerne
Midlerne fordeles i 2011-2014 på baggrund af Globaliseringsaftalen og aftalen om udmøntning af UMTS-midlerne, hvor der er afsat i alt 17,5 mio. kr. til udmøntning i 2011 og yderligere 8 mio. kr. i 2012.
Yderligere oplysninger :
Afdelingschef Steen Kyed
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 98 21
Presse- og kommunikationsmedarbejder Karen Dyssel
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 08 20
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk