29/08-11
-
Pressemeddelelse
Adrenalinindsprøjtning til danske medalje-drømme ved OL
Kulturministeren tildeler Team Danmark 500.000 kroner som støtte til forberedelserne frem mod OL 2012. Støtten skal bidrage til at sikre danske medaljer i London.
Kulturminister Per Stig Møller siger:
"Når de danske OL-deltagere til næste sommer skal forfølge medaljedrømmen i London, venter der dem - og alle os, der følger dem - en enestående oplevelse. Men forud for succes går benhårdt arbejde, og det arbejde er udøverne i fuld gang med. Jeg vil gerne bidrage til, at de danske atleter får så gode betingelser som muligt for at forberede sig på OL via træning og konkurrencer. Deres succes kommer nemlig ikke kun dem selv til gode - danske OL-medaljer skaber begejstring og inspiration hos os alle og medvirker til at "brande" Danmark.
Derfor er jeg glad for at kunne tildele Team Danmark et eks-tra tilskud på 500.000 kr. til brug for forberedelserne frem mod OL i London."
Om den økonomiske støtte:
De 500.000 kroner gives til Team Danmark og skal anvendes til at optimere udvalgte atleters mulighed og vilkår for udvikling frem mod OL 2012. Team Danmark bevilger støtten, som administreres af de relevante specialforbund.
Støtten kan anvendes til atleter, der har potentiale til at gøre sig gældende i top 8 inden for deres sportsgren ved OL i London. Støtten kan både gives til forbedring af de generelle trænings- og konkurrencevilkår for verdensklasseatleter i sportsgrene, hvor de kommercielle indtægter er meget begrænsede, og til iværksættelse af særlige, præstationsoptimerende indsatser i trænings- og konkurrenceforberedelser frem mod OL.
Yderligere oplysninger
Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 68
Kommunikationschef Michael Jannerup, Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21
Direktør i Team Danmark Michael Andersen, tlf.: 51 26 60 62
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk