12/01-12
-
Pressemeddelelse
Ny bestyrelse for Det Kongelige Teater
Stine Bosse i spidsen for Det Kongelige Teaters bestyrelse.
Kulturministeren har udpeget ny bestyrelse for Det Kongelige Teater. Bestyrelsen er udpeget for perioden 1. januar 2012 - 31. december 2015.
Som bestyrelsesformand udpeges Stine Bosse. Hun afløser Lars Pallesen, der har siddet på posten siden 2008. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er:
· Direktør for see@art Lars Seeberg
· Forhenværende departementschef i Justitsministeriet Michael Lunn
· Kreativ direktør i Have Kommunikation Christian Have
· Direktør i Golden Days Ulla Tofte
· Koncernfinansdirektør i TDC A/S Pernille Erenbjerg
· Violinist Grit Dirckinck-Holmfeld Westi (medarbejderrepræsentant)
· Teatermaler David Andreas Drachmann Laureng (medarbejderrepræsentant)
Bestyrelsen er Det Kongelige Teaters øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for teatrets virksomhed.
Stine Bosse bestrider en lang række bestyrelsesposter, blandt andet som formand for Børnefonden og Copenhagen Art Festival samt medlem af Det Danske Kulturinstituts repræsentantskab. Læs mere på www.bosse.biz.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
"Med den nye bestyrelse har Det Kongelige Teater fået et ambitiøst hold af personer, som er valgt på deres faglighed og solide erfaring inden for ledelse, økonomi og kulturliv. Jeg er sikker på, at bestyrelsen på visionær og professionel vis vil sikre Det Kongelige Teater som en moderne dynamisk kulturinstitution. Samtidig skal bestyrelsen videreføre den kulturelle arv, som Det Kongelige Teater repræsenterer. Jeg glæder mig over at kunne byde velkommen til det nye hold."
Stine Bosse siger:
"Det er med stor respekt for Det Kongelige Teater som flagskibet for kulturen i Danmark, at jeg har sagt ja til denne opgave, som jeg glæder mig til at være med til at løfte sammen med ledelse og medarbejdere. Det er helt åbenbart, at det ikke er den letteste tid, vi lever i. Dette gælder også for Det Kongelige Teater. Når jeg alligevel tør sige ja, er det alene, fordi jeg ved, hvor store og engagerede kompetencer institutionen indeholder."
Yderligere oplysninger:
Afdelingschef Steen Kyed, tlf.: 33 92 98 21
Pressechef Astrid Haug, tlf.: 25 47 41 07
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk