19/03-12
-
Pressemeddelelse
Dansk EU-konference: en ny dagsorden for europæisk breddeidræt
Det danske EU-formandskab sætter sammen med de danske idrætsorganisationer breddeidrættens kvaliteter og udfordringer på dagsordenen i EU. Breddeidrætten rummer muligheder og perspektiver, der rækker meget længere end til idrætsudøvelsen i sig selv.
Som et led i det danske EU-formandskab i første halvår af 2012 afholder Kulturministeriet i samarbejde med dansk idræts aktører en stor EU-konference i Bella Centret den 19.-20. marts - kaldet SportVision2012.
Her vil ikke færre end 375 beslutningstagere og fagpersoner fra en række EU-lande, der har berøring med et bredt spekter af europæisk breddeidræt, mødes til en totalt udsolgt konference.
Med konferencen ønsker arrangørerne at sætte en ny dagsorden for, hvordan man får gjort flere europæere idrætsaktive og får fremmet et dopingfrit idrætsmiljø for motionister. Arrangørerne ønsker samtidig at sætte fokus på, at den danske breddeidrætsmodel rummer en masse afledte effekter til glæde og gavn for en lang række områder, der spænder så bredt som eksempelvis frivillighed, fællesskab, sundhed, integration og demokrati. Breddeidrættens kvaliteter spænder så bredt, at den kan være medvirkende til at sikre EU's 2020 mål om mere vækst og beskæftigelse.
Dansk idræt vil i en europæisk kontekst gerne lære fra sig og lade sig inspirere af andre lande på breddeidrætsområdet - og det er ambitionen, at SportVision2012-konferencen skal være afsættet hertil.
Konferencen vil ligeledes sætte fokus på breddeidrættens udfordringer og motivere til fælles løsninger på europæisk plan. Derfor vil områder som eksempelvis fitnessdoping og fremtidig finansiering af breddeidrætten have en betydelig vægt på SportVision2012.
Tre spor
Konferencen er opdelt i tre overordnede spor: volunteering, fitnessdoping samt financing and health.
Volunteering-sporet giver deltagerne indblik i, hvordan man kan håndtere de udfordringer, de frivillige står over for, herunder uddannelse, anerkendelse, lovgivning og rekruttering.
Fitnessdoping-sporet har fokus på doping som et europæisk samfunds- og sundhedsproblem i tråd med EU-Kommissionens white paper på sportsområdet. Sporet vil bl.a. give indsigt i årsagerne til dopingmisbrug samt skitsere nye tiltag og udfordringer, lige fra handel med doping stoffer over forebyggelse til behandling af steroidmisbrugere.
Financing and health-sporet giver deltagerne indsigt i, hvorledes idrættens forebyggende aspekt kan spille en markant rolle i relation til EU-landenes måde at anskue og arbejde med sundhed på, med henblik på at højne folkesundheden i Europa, ligesom sporet vil tydeliggøre breddeidrættens betydning i et samfundsøkonomisk perspektiv.
Markante talere
På talelisten ses EU-kommissær på idrætsområdet Androulla Vassiliou og den danske kulturminister, Uffe Elbæk. Desuden gæstes konferencen af Stefan Szymanski, ph.d. på University of Michigan, der vil tale om breddeidrættens økonomiske betydning set i forhold til europæisk vækst og europæisk økonomi. Konferencen har ligeledes deltagelse af Jane Ashworth fra organisationen Street Games i England, der vil fortælle om sit arbejde med at integrere sport i de unges hverdag i socialt udsatte boligområder. Konferencen har også Harrison G. Pope Jr. på programmet. Han vil tale om almindelige drenge og mænds fokus på at få en mere muskuløs krop og risikoen for brug af sundhedsskadelige steroider og andre dopingstoffer. I alt har konferencen ca. 60 talere.
Yderligere information:
Formand Niels Nygaard
Danmarks Idræts-Forbund, tlf.: + 45 2073 7112
Formand Peder Bisgaard
Dansk Firmaidrætsforbund. tlf.: +45 2445 3015
Formand Søren Møller
DGI tlf. +45 2328 0234
Direktør Lone Hansen
Anti Doping Danmark. tlf.: + 45 4326 2527
Generalsekretær Jacob Schouenborg
ISCA. tlf.: + 45 2858 8444
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk