14/06-12
-
Pressemeddelelse
Forhandlinger om mediestøtte og medieaftale sættes i gang efter sommerferien
Det er i dag besluttet at udsætte drøftelserne om mediestøtten og forhandlingerne om en ny medieaftale for 2012-2014 til efter sommerferien.
Mediestøtten er en del af den samlede erhvervsstøtte. Regeringen har fortsat overvejelser om, hvordan besparelserne på erhvervsstøtten på 2 mia. kr., der følger af regeringsgrundlaget, skal udmøntes.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
"Hvad angår drøftelserne om en ny mediestøtteordning gælder, at vi på grund af fortsatte overvejelser på erhvervsstøtteområdet, har besluttet at udsætte forhandlingerne til efter sommerferien. Desuden står sommeren for døren. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke sætter forhandlinger i gang, som vi ikke kan afslutte i et samlet forløb. Derfor har jeg besluttet, at vi igangsætter forhandlingerne om både mediestøtten og en ny medieaftale umiddelbart efter sommerferien. På den måde får vi tid til at gennemføre seriøse drøftelser på et afklaret grundlag og uden hastværk. Jeg ser frem til at kunne påbegynde arbejdet. Forhåbentligt kan vi få en god og konstruktiv dialog, så vi kan blive enige om hovedlinjerne i det fremtidige mediebillede."
Yderligere oplysninger:
Afdelingschef, Jesper Hermansen,
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 18
Afdelingschef, Steen Kyed,
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 98 21
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk