07/12-12
-
Pressemeddelelse
Kulturministeriets forskningspris uddeles for første gang
Forskere fra Nationalmuseet og Nanortalik Museum modtager i dag Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt Prisen, for udgivelsen af forskningsprojektet "Cultural Encounters at Cape Farewell".
Kulturministeriets Forskningspris uddeles på Kulturministeriets årlige forskningsseminar på Nationalmuseet.
Formand for Kulturministeriets forskningsudvalg Anne-Marie Mai siger:
"Jeg er glad for, at Kulturministeriet med Julius Bomholt Prisen sætter fokus på den spændende og fremragende forskning, der udføres på ministeriets område. Kulturministeriets Forskningsudvalg har peget på værket "Cultural Encounters at Cape Farewell" som modtager af Julius Bomholt Prisen, fordi det som tværfagligt, dansk-grønlandsk samarbejde i krydsfeltet mellem historie, etnohistorie og arkæologi er et godt eksempel på forskning af meget høj kvalitet, der støttes af Kulturministeriet."
Om vinderprojektet
Forskningsprojektet "Cultural Encounters at Cape Farewell" med undertitlen "The East Greenlandic Immigrants and the German Moravian Mission in the 19th Century" handler om kulturhistorie og kulturmøder i Kap Farvel-området i 500 år og sætter fokus på de østgrønlandske udvandrerslægters identitet og historie.
Bag forskningsprojektet står forskerne
Einar Lund Jensen (historiker, Danmarks Nyere Tid, Nationalmuseet),
Kristine Raahauge (museumsleder, Nanortalik Museum) og
Hans Christian Gulløv (arkæolog, Etnografisk Samling, Nationalmuseet).
Om Julius Bomholt Prisen
Julius Bomholt Prisen tildeles for forskning af højeste kvalitet som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats på de til ministeriet knyttede forskningsinstitutioner eller til idrætsforskning.
Prisen uddeles en gang om året i tilknytning til Kulturministeriets årlige forskningsseminar Julius Bomholt-seminaret. Prisen er indstiftet af Kulturministeriet og navngivet efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt.
Yderligere oplysninger
Pressemedarbejder Adam Grønholm,
Kulturministeriet, tlf.: 41 39 39 22
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk