Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/04-13   -   Pressemeddelelse

Nordisk kulturfestival i Washington blev en succes

387.072 legoklodser, 56 færøske glasfugle, 25 nordiske forfattere, 100 koncerter og over 150 timer med fuldt blus på nordlyset. Nøgletallene for den netop overståede kulturfestival Nordic Cool 2013 er nu fremlagt. Stor amerikansk tilfredshed med det kunstneriske indhold og den store publikumsinteresse.

Hotte facts om Nordic Cool:
100 forestillinger, 66 optrædende grupper, 12 særudstillinger og deltagelse af 750 kunstnere fra hele Norden har på blot fire uger trukket knap 200.000 gæster til Kennedy Centeret i Washington. Programmet har budt på scenekunst, musik, litteratur og arkitektur og design fra de fem nordiske lande, samt fra Grønland, Færøerne og Åland.

"Nordic Cool 2013 var en utrolig succesfuld international festival. Vi er meget tilfredse med, at næsten 200.000 besøgte Kennedy Centret for at opleve den nordiske regions pulserende kultur," siger Alicia Adams, kunstnerisk leder af festivalen og vicepræsident for det internationale program på Kennedy Centret.

"Vi har fået en fantastisk respons fra både de lokale besøgende og de tilrejsende gæster fra de nordiske lande. Vi er meget begejstrede for det indtryk, som Nordic Cool har gjort på vores publikum. Det er en festival, som vil blive husket længe," forklarer Alicia Adams.

Styrket interesse i USA
Kulturfestivalen i Washington havde deltagelse af ministre fra alle de nordiske lande. Kulturminister Marianne Jelved deltog selv i åbningen af festivalen og havde ved samme lejlighed møder med sine nordiske kulturministerkollegaer.

"Nordic Cool var en stor oplevelse. Det var meget inspirerende at se, hvordan en af de største kulturinstitutioner i USA valgte at give et øjebliksbillede af kunsten og kulturen fra de nordiske lande til det lokale publikum. Især var jeg meget glad for at opleve de mange aktiviteter, der var for det yngre publikum - for eksempel børneteater og musik på de lokale skoler. Sideløbende viste National Musuem of Women in the Arts en flot udstilling om Anna Ancher, hvilket også siger noget om, hvor stærkt nordisk kultur står i øjeblikket. Det kan vi godt være stolte over. Jeg håber, at udstillingerne har sået frøene til en øget interesse fra amerikansk side for både de enkelte lande og for Norden som samlet region", siger Marianne Jelved.

Nordic Cool 2013 blev fulgt tæt af de nordiske og amerikanske medier. For information om mediedækningen - kontakt:

Sune Blicher, konsulent i Kulturstyrelsen, +45 3374 4562, sub@kulturstyrelsen.dk

Kolde fakta om Nordic Cool 2013:

· 66 forskellige optrædende grupper
· 100 forestillinger/koncerter mv.
· 12 udstillinger/installationer indgik i festivalen
· Mere end 750 deltagende kunstnere fra hele Norden
· 3 symfoniorkestre
· 25 forfattere
· 15 fragtcontainere rejste over Atlanten med scenografi og materialer
· 162 timers projektion af kunstigt skabt nordlys på kennedy Centrets facader, skabt af lyskunstner Jesper Kongshaug
· 1.270 skjorter blev brugt til at skabe Kaarina Kaikkonens installation i Kennedy Centrets foyer
· 56 farvede glasfugle udgjorde Tróndur Paturssons installation
· 64 designobjekter var en del af udstillingen "Nordic Design Illustrated"
· 40 videoklip produceret af nordiske unge indgik i installationen "Our World, Our Future"
· Mere end 500 timer og 387.072 legoklodser blev brugt på at designe og bygge to LEGO-fresker
· Mere end 2.000 af de besøgende deltog i undervisningsseminarerne Explore the Arts i Kennedy Centret, hvilket omfattede post-performance-diskussioner, master classes, prøvesmagninger samt Knitting Rhytm - en strikkeworkshop med 300 deltagere

Nordic Cool 2013 var en nordisk kulturfestival i Washington. Den er blevet til i et samarbejde mellem John F. Kennedy Center for the Performing Arts og de nordiske ambassader i Washington, Nordisk Ministerråd samt de respektive nordiske kunst- og kulturudvekslingsorganer i de nordiske lande. For Danmarks vedkommende Den Kongelige Danske Ambassade i Washington, NAPA - Nordens Institut i Grønland, Nalaakkersuisut/Grønlands Selvstyre, Nordens Hus på Færøerne, Kulturministeriet på Færøerne samt Kulturstyrelsen, som har haft en rådgivende rolle i forhold til Kennedy Centret.

Yderligere oplysninger
Konsulent, Sune Blicher, Kulturstyrelsen, tlf.: +45 3374 4562
Særlig rådgiver, Andreas Hemmeth, Kulturministeriet, tlf.: +45 2077 7880

Relevant information

http://www.kum.dk


Pressekontakt


Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater