03/05-13
-
Pressemeddelelse
Aftaler om udmøntning af dele af medieaftalen for 2012-2014
Som led i opfølgningen på medieaftalen for 2012-2014 har aftalepartierne i dag besluttet, at lokal-tv fremover skal have et betydeligt kvalitativt løft og i langt højere grad målrettes lokalsamfundene. Aftalepartierne blev endvidere enige om, hvilke sportsbegivenheder der skal opføres på den såkaldte sportsliste over vigtige idrætsbegivenheder, der skal tilbydes til visning på landsdækkende tv.
Om den ny lokal-tv-ordning
Med den ny lokal-tv-ordning vil der blive stillet stærkere krav om, at programmerne skal have lokalt indhold. Det bliver således fremover et krav for at opnå tilladelse og tilskud til lokal-tv, at programmerne er produceret fra og til og om/med befolkningen i lokalområdet.
Tilskudsmidlerne vil blive fordelt på færre lokal-tv-stationer, som derved får bedre mulighed for at producere tv, som imødekommer de lokale seeres forventninger til kvalitet og indhold. Der vil dog være mulighed for, at de nuværende lokal-tv-stationer slår sig sammen, så det er ikke hensigten at begrænse mulighederne for at komme til orde lokalt med forskellige programprofiler.
Endelig vil der blive stillet krav om, at programmerne skal have et vist minumumspublikum for at kunne opnå støtte.
Der afsættes særlig sendetid og etableres en særlig støttepulje til TV Glad. Puljens størrelse besluttes senere.
Der er ikke med den ny lokal-tv ordning lagt op til ændre på de samlede økonomiske rammer for lokal-tv.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Jeg er glad for, at vi i dag er blevet enige om, at lokal-tv fremover skal have et kvalitetsløft. Det er mit ønske, at lokal-tv i langt højere grad skal fungere som et forum for lokal kultur og samfundsdebat. Lokal-tv giver nogle helt unikke muligheder for at lave tv om det, der rører sig i lokalsamfundene."
Sportslisten
Der blev endvidere opnået enighed om, at sportslisten skal omfatte følgende begivenheder:
1. OL, sommer- og vinterlege: Legene i deres helhed, herunder åbnings- og afslutningsceremonier.
2. VM- og EM-slutrunder i fodbold (herrer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler.
3. VM- og EM-slutrunder i håndbold (herrer og damer): Alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler.
4. Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i fodbold (herrer).
5. Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i håndbold (herrer og damer).
På baggrund af dagens møde vil der blive udarbejdet et udkast til en bekendtgørelse, der vil blive sendt i offentlig høring. Ordningen skal endvidere godkendes af EU Kommissionen, før den kan træde i kraft.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Jeg er glad for, at vi i dag blev enige om, hvilke begivenheder, der skal opføres på sportslisten. Idrætten er en vigtig del af vores fællesskab, og derfor er det vigtigt, at de landsdækkende kanaler får mulighed for at dække de store idrætsbegivenheder."
Kontakt ordførere
Ellen Trane Nørby, MF, (V), tlf. 33 37 45 61
Michael Aastrup Jensen, MF, (V), tlf. 33 37 45 22
Mogens Jensen, MF, (S), tlf.: 61 62 42 39
Morten Marinus, MF, (DF), tlf.: 33 3751 14
Zenia Stampe, MF (RV), tlf.: 33 37 47 02
Ole Sohn, MF, (SF), tlf. 33 37 44 11
Per Clausen, MF (EL), tlf.: 33 3750 08
Lars Barfoed (K), tlf.: 33 37 42 02
Yderligere oplysninger
Afdelingschef Jesper Hermansen,
Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 66
For yderligere kommentarer:
Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16
Relevant information
http://www.kum.dk
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk