23/10-13
-
Pressemeddelelse
Danske skoleelever oplever Operahuset i Sydney ? i Danmark
I anledning af 40-års fejringen af Sydney Opera House besøger kulturminister Marianne Jelved, bl.a. sammen med kronprinsparret, den spektakulære bygning tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. I denne forbindelse får to danske skoleklasser en enestående mulighed for at opleve Operahuset i Sydney på nært hold - uden at rejse til Australien. Det sker, når eleverne bliver undervist af en australsk ekspertguide via en direkte livestream.
På en særlig guidet tur den 24. oktober 2013 får to skoleklasser fra Aalborg og Valby mulighed for at se dele af Operahuset i Sydney, som normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. Det hele foregår på 16.000 km's afstand, mens eleverne befinder sig i henholdsvis Utzon Center i Aalborg og Dansk Arkitektur Center (DAC) i København.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Det er vigtigt, at vi forholder os til de bygninger, vi lever i og omgiver os med både herhjemme og i udlandet. Dansk arkitektur har et stærkt, internationalt omdømme, og vi har igennem århundreder efterladt arkitektoniske fingeraftryk rundt omkring i verden, som danske skoleelever nu også bliver præsenteret for. Operahuset i Sydney er et godt sted at starte, og med den moderne teknologi er det jo pludselig muligt at formidle Jørn Utzons mesterværk til danske elever - trods en fysisk afstand på 16.000 km. Det glæder mig, at fejringen på denne måde når helt ind i danske klasselokaler."
Verden bringes til Danmark
Undervisningsforløbet Discover the House forløber som en livetransmitteret, interaktiv tur gennem det ikoniske operahus i Sydney. En guide følges rundt af et kamerahold, hvis billeder og lyd sendes direkte til de danske skoleklasser. Samtidig kan guiden se og høre de danske klasser, så der skabes en direkte dialog. Operahuset i Sydney har flere års erfaring med at livestreame undervisning til australske skoleelever, men det er første gang, undervisningsforløbet tilbydes elever uden for Australien.
Undervisningsforløbet er tilrettelagt således, at de danske elever får rig mulighed for at gå i dialog med den australske underviser, selvom han befinder sig på den anden side af jorden. Undervejs på turen rundt i operahuset kan de også stille spørgsmål. På den måde får eleverne både øvet deres engelskkundskaber og tilegnet sig ny viden om arkitektur.
De deltagende elever kommer fra 8.v på Sankt Annæ Gymnasiums Folkeskole (Valby) og 8.nat fra Sofiendalskolen (Aalborg).
Baggrund
I forbindelse med 40-års fejringen af Sydney Opera House sætter Kulturministeriet og Kulturstyrelsen fokus på at formidle arkitektur for danske børn og unge. Dette skal bl.a. ses i forlængelse af kulturministerens nye arkitekturpolitik, der vil blive lanceret i 2013. Discover the House er et undervisningsforløb, som udføres i samarbejde mellem Kulturstyrelsen, Sydney Opera House, Dansk Arkitektur Center og Utzon Center.
Fakta om 40-års fejringen af Operahuset i Sydney
Operahuset i Sydney har inviteret repræsentanter for Danmark, herunder kulturminister Marianne Jelved, til at deltage i den officielle 40-års fejring af Jørn Utzons verdensberømte arkitekturværk. Fejringen tager afsæt i bygningens danske rødder og sætter fokus på nye generationer og nye talenter via en række kulturelle arrangementer med deltagelse af danske og australske kunstnere, arkitekter og designere. Danske samarbejdspartnere er Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond, DR, Bikubenfonden, Danmarks Ambassade i Australien og Generalkonsulatet i Sydney.
Pia Rost Rasmussen, leder af DAC & Learning, +45 6160 0154, prr@dac.dk
Anni G. Walther, adm. direktør, Utzon Center, +45 2520 1600, agw@aalborg.dk
Pressekontakt
Kulturministeriets pressetelefon
+45 2276 5116
Firma
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K,
Danmark
25 47 21 07
http://www.kum.dk